Regningen for den danske indsats mod coronavirus kan blive endog meget høj, vurderer sundhedsøkonomer.

Står den store regningen for indsatsen mod coronavirusset mål med de menneskeliv, man forsøger at redde under udbruddet?

Forsøget på at inddæmme smitten i det danske samfund medfører i hvert fald et stort dilemma, siger formanden for Etisk Råd, Anne-Marie Axø Gerdes.

- Et af de store dilemmaer er, at der er nogle andre, som vi ikke kan hjælpe. Hvis man allokerer ressourcerne det er man jo nødt til i den her situation vil der være patienter og sårbare grupper, som vi ikke kan hjælpe på andre områder, siger Anne-Marie Axø Gerdes.

- Vi kan allerede se nu, at behandlingsgarantien er suspenderet, så der er nogle patientgrupper, der ikke får den hjælp, de ellers ville have fået.

Hun henviser til, at behandlingsgarantien og andre patientrettigheder med hasteloven, som Folketinget vedtog for knap to uger siden, er blevet suspenderet.

Det betyder, at alle ikke nødvendige operationer og behandlinger kan udskydes.

I Kristeligt Dagblad lyder det fra sundhedsøkonomer, at det kan blive meget dyrt for det danske samfund at redde menneskeliv under coronakrisen.

En speciallæge anslår i avisen, at prisen for hvert reddet liv kan blive én til to milliarder kroner.

Rent sundhedsøkonomisk står den danske indsats ikke på rationel grund, mener Kjeld Møller Pedersen, professor og sundhedsøkonom ved Syddansk Universitet.

- Ud fra en kølig kalkulation er det godt nok nogle dyre liv, siger han til Kristeligt Dagblad.

Der er dog meget lidt viden om, hvor mange ofre coronavirus vil kræve. Det afhænger blandt andet af, hvilken strategi et land lægger for at få bugt med virusset.

Kroner og øre er dog kun ét parameter ud af mange, når værdien på et menneskes liv skal fastsættes, siger Anne-Marie Axø Gerdes.

- Det synes man i hvert fald som etiker, når man taler om livskvalitet og værdier i livet, for der er mange ting, man ikke kan sætte kroner og øre på.

- Det billigste ville være, at man ikke gjorde noget, og at mennesker døde uden at skulle have dyr behandling. Det er jo ikke en tankegang, vi bifalder et demokratisk samfund.

- Men man må nok sige, at det kommer til at gå ud over rigtig mange mennesker og erhvervsdrivende, som må dreje nøglen om, og det har også nogle omkostninger på langt sigt, som vil gå ud over os alle sammen.

/ritzau/