Invitationerne til vaccination mod influenza har været mange.

Og der har da også været en vilje i befolkningen til at tage imod vaccinerne. Men praktiserende læger i Region Syddanmark advarer nu om, at de begynder at mangle vacciner.

Det skriver Fyens Stiftstidende.

»Vi løber snart tør for vacciner. Regionen er nødt til at indkøbe flere vacciner,« siger formanden for de praktiserende læger i Region Syddanmark, Birgitte Ries Møller, til Fyens Stiftstidende.

Region Syddanmark erkender da også over for Fyens Stiftstidende, at der er behov for flere vacciner, selvom man ikke er løbet tør for vacciner endnu.

»Vi er ikke løbet tør for vacciner, men de er alle fordelt ud. Vi har spurgt Statens Serum Institut og Sundhedsministeriet om mulighed for at få tildelt flere influenzavacciner, og det forlyder, at der er flere på vej,« lyder det i et skriftligt svar.

I Region Syddanmark har 162.600 borgere fået influenzavaccinationen ud af de 280.700 inviterede.

Det betyder, at 58 procent af de inviterede i målgruppen 65 år eller ældre har fået vaccinen.