Siden gymnasiet er der ingen, der har bestemt over Jesper Wung-Sung.
Friheden til selv at bestemme har været et mål siden teenagetiden, og når han vælger at begrænse sin frihed for fællesskabets skyld, er det et helt bevidst valg. For han vil hellere være en succesfuld far end en succesfuld forfatter.
Hvad er du mest stolt af?
»At jeg har fundet en balance mellem frihed og fællesskab. Siden jeg var teenager, har det vigtigste for mig været, at ingen skulle bestemme over mig. At jeg stod op hver morgen og gjorde lige, hvad jeg havde lyst til. Det er lykkedes. Sidste gang, der var nogen, som bestemte over mig, var i gymnasiet. Men samtidig føler jeg også, at jeg bidrager til fællesskabet. Det nære i form af familien og vennekredsen, det lidt større sammen med læserne og det helt store i min daglige færden og den skat, jeg med glæde betaler til samfundet.«
Hvad er frihed og fællesskab for dig?
»Frihed er det enkelte menneskes ret til bestemme, hvordan det vil leve sit liv, så længe det ikke går ud over andre – altså fællesskabet. Fælleskabet er der, hvor man gør noget – fra at stille sig i en testkø til at betale skat – der tilsidesætter ens behov med det formål at få en større eller mindre gruppe af mennesker til at fungere. Langt de fleste valg, vi træffer, rummer en eller anden form for afvejning af frihed og fællesskab. Vores indkomst er frihed og fællesskab. Penge giver en frihed til at træffe visse valg, mens vores skat bidrager til fællesskabet. Hvis et menneske ikke har et arbejde – og dette ikke skyldes sygdom, eller at der ikke er arbejde at få – men modtager penge af fællesskabet, så opnår dette menneske en frihed, som er betalt af fællesskabet, altså andre menneskers manglende frihed. Derfor handler denne virustid også om det samme. Restriktionerne begrænser vores frihed, men vi gør det for fællesskabets skyld. Og hver gang vi trodser en restriktion, er det, fordi vi sætter friheden over fællesskabet.«
Hvordan finder man denne balance?
»Hvert menneske skal søge efter sit balancepunkt og agere herefter. Jeg har måske et større behov for frihed end mange andre. Jeg har vidst, siden jeg var 18, at jeg aldrig ville have et rigtigt job. Altså, hvor jeg dagligt skulle møde et bestemt sted, tidspunkt og udføre en opgave, som andre definerede. Det har været mit mål at undgå dette. Samtidig vidste jeg også, at jeg aldrig måtte lade fællesskabet betale for min frihed. Jeg skulle altså finde et job, der var så selvstændigt og frit som muligt, hvor jeg stod op hver dag for selv at kunne bestemme, hvad der skulle ske i dag. Det er den ydre årsag til, at jeg blev forfatter. Jeg bestemmer selv, hvad jeg skriver, hvornår og hvorhenne. Men på andre områder er jeg en svoren tilhænger af fællesskabet. Jeg ofrer gerne min frihed for min familie og venners skyld, og jeg betaler med glæde min skat.«
Har du trådt ved siden af i din søgen efter balance?
»Balancen er ikke noget, som man kan finde én gang for alle. Det er en daglig udfordring at ramme den, og måske forskubber den sig også over tid. Så jeg er trådt ved siden masser af gange. De tilfælde, hvor jeg – forkert – har valgt fællesskabet over friheden, er typisk, hvor jeg har været for flink eller høflig. Jeg har spildt tid på mennesker, jeg burde have vendt ryggen. Jeg har udført arbejdsopgaver, hvor jeg skulle have sagt nej. Andre gange har jeg været for egoistisk. Meldt mig ud af fællesskabet typisk for at skrive, hvor jeg i virkeligheden burde have strakt mig længere. Sagt ja til et socialt arrangement, deltaget i frivilligt arbejde eller lignende.«
Hvilken pris har det haft?
»Hvor jeg har prioriteret frihed over fællesskabet, har resultatet været, at der er mennesker, som jeg ikke længere ser. Der er døre arbejdsmæssigt, som har lukket sig, når jeg har sagt nej til opgaver. Men det gør mig faktisk ikke noget. Til gengæld ved jeg, at hvis jeg havde været mere egoistisk, ville jeg også have været en bedre forfatter. Det er den højeste pris, jeg har betalt ved at tage hensyn til og indgå i fællesskabet. Men det er også noget, jeg har valgt med åbne øjne. Men det eneste, som rigtigt piner mig, er der, hvor min frihed har såret mennesker, jeg ikke ønsker at såre. På den lille skala sker det jævnligt. At min frihed støder andre. Derfor synes jeg også, at udsagnet 'no regrets' er både dumt og usympatisk. Det er det samme som at sige, at 'jeg ønsker ikke at blive klogere' og 'fuck fællesskabet'.«
Hvordan sætter du så dig selv ud over egne behov? Begrænser det ikke din frihed?
»Ved at stifte en familie har jeg grundlæggende begrænset min frihed. I hvert fald når jeg mener, at det kræver, at man både er trofast mod familien og tilbringer et uendeligt antal timer sammen. Der er jo ellers nok af kunstnere, som ser stort på begge dele. Jeg kan blive nok så berømt og succesrig som forfatter, men hvis mine børn skulle mene, at deres far har været fraværende, så ville jeg betragte mit liv som en fiasko. Og set fra fællesskabets synsvinkel er det vel et mindst lige så vigtigt – hvis ikke vigtigere – bidrag til fællesskabet at sende et par søde, velfungerende børn ud i verden end at have skrevet nogle gode bøger.«
