Tykskårne lunser af moderkage blendet med frosne hindbær, banan, honning og friskpresset grapejuice.
Sådan lød opskriften på den mest velsmagende og forfriskende smoothie, 30-årige Katrine Birk nogensinde har smagt.
Oplevelsen, smagen og hvorfor den 30-årige forfatter og zoneterapeut valgte at drikke sin egen moderkage, lige efter hun havde givet liv til sin yngste datter, fortæller hun om i en klumme i Alt for damerne.
Over for B.T. uddyber hun, hvorfor der skulle gå mere end et år, før hun turde at fortælle andre om sin kulinariske oplevelse i fødekarret hjemme på stuegulvet.

Frygten for at blive udskammet, svinet til og kaldt ting, der er for grimme til at beskrive her, afholdt hende fra at dele sin historie, sin glæde, sin oplevelse med andre.
»Jeg havde den her moderlige sårbarhed, så jeg kunne slet ikke overskue også at skulle forholde mig til folk, der svinede mig til og fortalte mig, hvor langt ude eller klam jeg var.«
Afskrækkelsen fra at dele sin historie med andre blev styrket af de mange reaktioner, Katrine Birk læste på nettet. Reaktioner som andre kvinder, der også havde drukket eller spist deres moderkage efter fødslen, fik, efter de valgte at stå frem.
»Jeg blev virkelig chokeret over, hvad folk kunne finde på at skrive. Jeg kan sagtens forstå, at man tænker: 'Hvad fanden er det for noget?' Eller man synes, at det er ulækkert. Og det er sådan set også okay,« siger Katrine Birk og fortsætter:
»Men jeg synes, at det er usolidarisk, når man offentligt kritiserer andre for at gøre noget, som de egentlig kan være fuldstændig ligeglade med.«
I videoen herover kan du se Katrine Birk sidde i fødekarret og nyde den iskolde moderkage-smoothie.
De onde kvinder
Katrine Birk fortæller, at de hadske kommentarer primært kom fra andre kvinder, og derfor håber hun, at hun ved at dele sin historie kan skabe noget mere søstersolidaritet.
At hun kan overbevise folk om – og her især kvinder – at der er mange måder at føde på. Og »at vi hver især vælger den måde, der passer os bedst«.
Smagte himmelsk
I dag er det 3,5 år siden, at Katrine Birk sad i det fyldte fødekar og skyllede fødslen af sin yngste datter ned med den alternative forfriskning.
Og selvom hun ikke med ord kan indfange den nøjagtige smag af moderkage, sidder fornemmelsen, der fulgte med den blendede smoothie, stadig helt ude på tungespidsen.
»Jeg synes, den smagte himmelsk. Vidunderligt. Den var så frisk og dejlig. Jeg havde lige født, så jeg var selvfølgelig helt høj på endorfiner og kærlighed, men jeg synes virkelig, det var lækkert.«
Ville du kunne sidde derhjemme i sofaen i dag og drikke den samme smoothie, tror du?

»Ja, det ville jeg helt sikkert. Den passede perfekt til en varm sommerdag, så det kunne jeg godt gøre igen.«
Ingen gavnlig effekt
Selvom størstedelen af fødende kvinder sikkert går en lang bue uden om en blendet moderkage-smoothie, er Katrine Birk ikke alene om at have indtaget det livgivende organ efter fødslen.
Flere nybagte mødre – heriblandt selveste Kim Kardashian – gør det i håb om at sikre sig alle de vigtige vitaminer og hormoner, der ifølge gamle traditioner sidder gemt i moderkagen.
Dog viser forskning på området, at moderkagen ikke har nogen videre gavnlig effekt på hverken energi- eller hormonniveau i kroppen.
»Det kan godt være, at videnskaben ikke bakker op om det, men jeg er ligeglad.
»Jeg synes, det var fantastisk,« siger Katrine Birk.


