Foreninger langer nu ud efter statsminister Mette Frederiksen, efter hun i et interview med Woman.dk sagde, at hun "gerne vil nedbringe antallet af børn og unge, der får en diagnose."

LÆS OGSÅ: Eksperter reagerer efter Mette Frederiksens udtalelse: "Hvis jeg var forælder, ville jeg ryste lidt"

Udmeldingen faldt, da statsministeren blev spurgt til de mange børn i mistrivsel og presset på folkeskolens specialtilbud og efterfølgende blev spurgt, om hun altså ønskede at nedbringe antallet af børn med diagnoser som autisme og ADHD.

LÆS OGSÅ: Anne har håb: "Jeg har set børn, der ikke har været i skole i 5 år, komme tilbage"

»Ja, det vil jeg da ønske, at jeg kunne,« svarede Mette Frederiksen.

Flere eksperter har siden kaldt udtalelsen fagligt misvisende, fordi diagnoser som autisme og ADHD ikke kan forebygges, men er medfødte neuroudviklingsforstyrrelser.

De påpeger, at diagnosen ikke er årsagen til mistrivsel, men oftest er nøglen til, at børnene får den hjælp, de har brug for.

Nu kommer reaktionen også fra både autisme- og ADHD-foreningen. De kalder udmeldingen uvidende og farlig og frygter, at den vil gøre det sværere for familier at blive taget alvorligt i systemet.

Hos ADHD-foreningen advarer direktør Camilla Louise Ganzhorn om, at den måde, statsministeren taler om diagnoser på, risikerer at skabe et skel mellem børn; dem, der passer ind, og dem, der ikke gør.

»På den måde får vi stillet samfundet op i rigtige og forkerte. Som om nogle børnegrupper har skyld,« siger Camilla Louise Ganzhorn.

Hun peger på, at det ikke er børnene, der er problemet, men de rammer, de møder.

»Der er masser, der mistrives uden diagnoser, og mange med diagnoser, der trives. Vi kan ikke sætte de to ting lig med hinanden eller koble diagnoser med uro i skolerne. Det skaber forkerthed og et problem, der ikke kan løses.«

Ifølge Camilla Louise Ganzhorn kan ordene fra landets øverste leder få alvorlige konsekvenser:

»Det skaber frygt. Især hos dem, der i forvejen har det svært. Hvis statsministeren virkelig mener det her, risikerer man, at systemet gør det sværere at få hjælp.« 

»Ordene kan sætte en farlig mekanisme i gang, fordi de skubber til dem, der ligger ned i forvejen.«

Udtalelsen om "færre børn med diagnoser" fik også alarmklokkerne til at ringe hos Autismeforeningen:

»Jeg blev faktisk lidt chokeret, da jeg hørte det,« siger formand Karina Bundgaard.

Hun understreger, at det ikke er antallet af 'sådanne børn,' der er steget, men samfundets evne til at forstå og diagnosticere dem.

»De mennesker, som i dag får diagnoser, har altid været her, med den genetik, de nu engang har.« 

»At vi ser flere diagnoser i dag, handler ikke om, at der er kommet flere 'sådanne børn', men om at vores samfund og rammer har ændret sig,« siger Karina Bundgaard.

Og ifølge hende er den måde, som Mette Frederiksen taler om diagnoser på, ikke bare misvisende, men skadelig.

»Man bidrager til den meget kedelige debat, der fremstiller diagnoser som et samfundsproblem. Jeg bliver faktisk ked af at høre en statsminister fraskrive sig et ansvar,« siger hun.

Karina Bundgaard understreger, at diagnosen ikke er problemet; den kan være løsningen:

»Diagnosen er vejen til trivsel, til at kunne lære, uddanne sig og leve et godt liv. Hvis man ikke bliver mødt og forstået, men set som forkert eller utilstrækkelig, skaber det mistrivsel.« 

»Det er en forfejlet tilgang at tro, man kan løse problemet ved at droppe diagnoser og ignorere, at mennesker er forskellige.«

Foreningerne håber nu, at statsministerens udtalelse i det mindste får sat gang i en nødvendig debat om, hvordan vi som samfund taler om børn, forskellighed og ansvar.

For hvis retorikken bliver forsimplet, risikerer vi, at børn med særlige behov igen bliver dem, der må betale prisen.