Annoncører kan vælge at lægge deres penge på bloggere, der følger det etiske kodeks, mener Danske Bloggere.

Danske bloggere skal blive mere bevidste om deres ansvar, når tusindvis af følgere har stor tillid og tiltro til de opslag, som bloggere deler på sociale medier.

Derfor har foreningen Danske Bloggere udarbejdet et etisk kodeks, som foreningen håber, at bloggere vil tilslutte sig frivilligt, fortæller Lisbeth Kiel, der er formand for Danske Bloggere, skriver TV2.

- Der har længe været behov for en vis form for regulering omkring etikken hos bloggere. Så for halvandet år siden udarbejdede vi et sæt etiske retningslinjer, hvor tanken er, at bloggere kan vælge at underlægge sig ordningen og agere sig som etisk ansvarlige, siger Lisbeth Kiel til Ritzau.

Formandens udmelding kommer i kølvandet på, at realitystjernen Fie Laursen i weekenden lagde et selvmordsbrev på det sociale medie Instagram.

Det har startet en debat om, hvilke regler bloggere bør følge, når de lægger noget på sociale medier.

Selvmordsbrevet lå på Instagram i flere dage. Fie Laursen er ifølge familien nu i behandling.

Hvis også annoncørerne bliver en del af det etiske kodeks, kan de vælge at lægge deres penge hos de bloggere, der opfylder de etiske krav, fortæller Lisbeth Kiel.

- På den måde kan både læsere og kommercielle samarbejdspartnere se, hvilke bloggere, der er etisk ansvarlige og inde under denne ordning, siger formanden til Ritzau.

Ifølge børne- og undervisningsminister, Pernille Rosenkrantz-Theil (S), er det etiske kodeks ikke løsningen. Hun ser hellere, at de mest populære bloggere skal følge pressens etiske regelsæt.

- Børn og unge kan gøre, lige hvad der passer dem på sociale medier, uden at vi har sat nogen retningslinjer op. Det duer ikke, siger Pernille Rosenkrantz-Theil til TV2.

- Vi har nogle presseregler, der fungerer godt: man læser halvanden side, og der står blandt andet, at man skal være påpasselig med at skrive om selvmord.

Ministeren mener, at det ville have bremset bloggeren Fie Laursen i at lægge selvmordsbrevet op offentligt, hvis altså Fie Laursen havde læst og fulgt pressens etiske regler.

Men det vil ikke være optimalt for bloggere at følge de presseetiske regler ifølge Lisbeth Kiel.

- Jeg er rigtig glad for, at ministeren er enig med os i, at etikken skal styrkes på området, men jeg mener ikke, at det er den rigtige vej at gå, at bloggere skal underlægges de presseetiske regler, fordi blogs er en helt anden form for medie, siger hun til Ritzau.

- Blogs er ikke et massemedie, det er et personligt båret medie. Så det med at skulle have redaktøransvar, kan man ikke rigtig tage ned over en blogger, tilføjer hun.

/ritzau/