Klokken er lidt over syv. Termokoppen er fyldt op med kaffe, og Tine Kjær-Strange sidder nu på færgen mod Faaborg og kigger på bølger med sin datter i skødet.
»Den halve time på færgen, når vi skal aflevere Ellinor i vuggestuen, er altså en ret fed start på dagen. I hvert fald i forhold til en dødssyg bustur på Amagerbrogade,« siger hun.
For et år siden boede 33-årige Tine Kjær-Strange og hendes kæreste, 37-årige Rune Kjær-Strange, i et villakvarter på Amager. De havde lige fået datteren Ellinor. Og som nybagte forældre lavede de en voksenplan om at slå sig ned på Sydfyn – helt specifikt Svendborg inden 2025, når Ellinor skulle begynde i skole.
Men så ramte corona. 2025 blev til 2020. Og Svendborg blev til Avernakø – en ø med cirka 100 indbyggere, der ligger en halv times færgesejlads fra Faaborg.
»Min kæreste er pilot, så da corona ramte, ændrede hans jobsituation sig markant,« siger Tine Kjær-Strange.
Samtidig var deres datter endnu ikke begyndt i institution, og selv er hun selvstændig indretningsarkitekt med firmaet Rumstér. Så det var et smart tidspunkt at skifte huset på Amager ud med noget på Fyn.
De begyndte at kigge på Svendborg. Men husene blev dyrere og dyrere. Og de ville jo netop gerne flytte til en billigere adresse, så de ikke behøvede at arbejde så meget og i stedet havde mere tid sammen.
»Svendborg kom på den måde til at minde meget om København. Jeg tror næsten, hver anden indbygger i Svendborg er københavner,« siger hun.
I hvert fald var det ofte, at ejendomsmægleren bemærkede, at der jo øvrigt lige var flyttet københavnere ind ved siden af.
»På den måde blev det lidt underligt,« siger Tine Kjær-Strange.
Men havde de startet med at kigge på færgeplaner og indkøbsmuligheder, var de nok heller ikke endt på Avernakø.
Morgenen er ikke noget problem. Der kan de nå at aflevere i vuggestuen i Faaborg og være tilbage med færgen 8.30.
»Men vi er nødt til at stoppe vores arbejdsdag klokken 11.20, for der går færgen, hvis vi skal nå at hente i ordentlig tid,« siger Tine Kjær-Strange, som derfor glæder sig over, at kommunen nu har lavet en følgeordning for øens børn.
Logistikken var slet ikke en del af ligningen den sensommerdag, de på et weekendbesøg forelskede sig i ølivet. Runes forældre har sommerhus på Avernakø, og han er selv en af bagmændene bag øens populære festival Avernax.
Han havde derfor fået nys om, at et hus, han for sjov havde kigget på for mange år siden, kom til salg. Rune har altid haft en drøm om at flytte til øen som pensionist, og parret, der begge er meget interesserede i indretning, var nysgerrige på at se, hvordan det så ud i dag.
De var faktisk tæt på at aflyse fremvisningen. Vejret var vildt godt, og de ville hellere ned på havnecafeen. De skulle jo alligevel ikke købe huset.
Men de havde det dårligt med at brænde sælgers søn af. Han var en af deres bekendte på øen, og til fremvisningen bød han straks på kaffe.
»I det sekund, vi træder ind, får jeg en rigtig lækker mavefornemmelse,« siger Tine Kjær-Strange og beskriver drivhuset, man går igennem for at komme ind i huset, og det gule murstensgulv, der minder hende lidt om Louisiana.
»Vi forelskede os i huset med det samme. Og vi var forelskede i øen i forvejen, selvom vi aldrig havde snakket om ligefrem at bo der.«
Tine var da også nødt til lige at sove på den. Men da hun først var tilbage i huset på Amager og byens larm, var det en ret ubesværet beslutning.
»Det var en kontrastfyldt oplevelse. Og ret hurtigt tog vi tilbage til Avernakø, bød på huset og fik det,« siger hun.
Ølivet og de lavere udgifter til bolig giver hende en større frihed som selvstændig. Rune har fået job på et bosted for unge på øen og nyder efter at have rejst meget med sit arbejde tiden med sin familie. Og så er de faktisk tre børnefamilier, som uafhængigt af hinanden er flyttet til Avernakø inden for et halvt års tid.
»Det er helt fabelagtigt, fordi vi har jævnaldrende børn og har et fællesskab i dét. Vi har fået alt det, vi gerne ville have. Til gengæld har min familie og vores venner lidt længere, når de skal besøge os,« siger hun.
Og det er da også det eneste, hun indimellem savner fra København. De spontane aftale med vennerne.
»Men havde vi boet i København lige nu, havde det jo været det samme. Det er svært at savne noget lige nu, fordi alt er lukket ned,« siger hun.
På den måde har det været nemt at flytte i en tid, hvor alting alligevel har været så anderledes.
»Vi har ikke den der følelse af at gå glip af noget i den periode, hvor vi vænner os til vores nye liv her,« siger Tine Kjær-Strange.
Måske følelsen kommer, når alt åbner, og københavnerne igen flokkes på Dronning Louises Bro.
»Men så kan man heldigvis få kæmpe tarteletter og Aperol Spritz nede på havnecafeen.«
