Når nytåret skåles ind, er det typisk med alkohol i glassene.

Og for mange er årets første dag derfor lig med hovedpine og kvalme. Men faktisk kan du gøre noget selv for at forebygge de forbandende tømmermænd.

Det fortæller læge og foredragsholder Jerk W. Langer, der først forklarer, hvorfor man egentlig oplever ubehag 'dagen derpå'.

»Alkohol er vanddrivende, og derfor mister du væske, selvom du drikker. Når man drikker alkohol, så tisser man mere, end man drikker, og mister væske – og ved væskemangel så skrumper hjernen, hvilket giver hovedpine.«

Så vil du undgå den hamrende hovedpine, hvor det føles som, at én står og banker dig i hovedet, kan du med fordel drikke rigeligt med vand for at modvirke den vanddrivende effekt af alkohol.

»En god huskeregel, der er simpel, og som du kan huske, som aftenen skrider frem, er, at drikke et glas vand, hver gang du drikker et glas vin, portvin, champagne eller en øl,« siger Jerk W. Langer.

Og især inden man kravler under dynen og lukker øjnene, er det en god idé at huske væsken, altså vand.

»Sørg for at allerede på forhånd stille en karaffel eller et glas vand på sengebordet – og drik, lige inden du falder i søvn, et eller to glas. Og hvis du virkelig er hardcore, så tager du lige to hovedpinepiller med det samme,« foreslår lægen.

Jerk W. Langer er læge, foredagsholder og forfatter.
Jerk W. Langer er læge, foredagsholder og forfatter.
Vis mere

Har man planer om at svinge træbenet eller være aktiv med affyring af krudt på årets sidste aften, så er det også vigtigt med salt.

»Hvis man bevæger sig meget og sveder, så mister man salt, og saltmangel giver også tømmermænd,« pointerer Jerk W. Langer.

Han nævner desuden andre faktorer, der kan fremkalde tømmermændene.

»Jo mørkere en drik er, eksempelvis rødvin frem for hvidvin, jo flere tømmermænd giver den. De ting, der gør en drik mørk, fremkalder altså tømmermænd.«

»Hvis man drikker på tom mave, så kommer alkoholen mere ind i kroppen, og belaster den mere.«

Derudover spiller både køn og kropsstørrelse også en rolle.

En mandekrop kan nemlig rent biologisk bedre klare alkohol, end kvindekroppen kan. Og det er der to årsager til:

»En mand er typisk større og har mindre fedtvæv. Det betyder, at manden har mere væske i kroppen, som fortynder alkoholen mere. Og jo større man er, desto større lever har man, som er den, der nedbryder alkoholen.«

Nytårsaften blander man typisk flere forskellige alkoholiske drikke, hvilket i sig selv ikke giver flere tømmermænd, siger Jerk W. Langer. Der er nemlig ingen beviser for, at dét i sig selv øger risikoen for kvalme og hovedpine.

»Det handler nok mere om, at man kan drikke mere, når man indtager forskellige slags drikke i stedet for bare at drikke rødvin en hel aften.«

Derfor skal man ikke være bange for at blande, fastslår lægen og påpeger, at det vigtigste for at undgå tømmermænd er rigeligt med vand og mad.