Et forældrepar, der for tyve år siden mistede deres femårige datter, må ikke længere hænge en lyskæde på deres afdøde datters grav.

Hvert år i december har de lagt en lyskæde på en buskbom på gravstedet, skriver JydskeVestkysten.

Forældrene, der mistede deres datter i 2000, har siden dengang brugt gravstedet til at minde pigen, der blev bare fem år.

»Hold nu op, vi forstår det ikke. Tænk, personer kan være så emsige. Har de ingen kære at mindes? I 20 år har vi hængt lyskæden op på det gravsted, som er Tildes lille værelse, det er her vi besøger hende og mindes hende. Det er vores lille sted,« siger mor til Tilde, Helle Graungaard, til avisen.

Da Helle Graungaard og hendes mand tirsdag i denne uge besøgte datterens gravsted, var lyskæden fjernet og anbragt i en pose i et skur sammen med et hav af andre lyskæder.

Menighedsrådet ved Hjerting Kirke besluttede nemlig i begyndelsen af 2020, at kunstig lys og lyskæder ikke længere er velkommen på kirkegården.

Ifølge menighedsrådet har man nemlig modtaget klager over julepynt og udsmykning af gravsteder med lyskæder i december sidste år.

Men da pårørende og efterladte for nylig opdagede den nye regel, skyllede en bølge af kritik ned over Hjerting Kirke og kirkens menighedsråd, bl.a. i Facebook-gruppen 'For os der bor i Hjerting'.

Kritikken resulterede i en ny formulering i kirkegårdsvedtægterne, hvor det fremgår, at man nu må anbringe levende lys på jorden.

Udover levende lys er det tilladt at anvende elektrisk lys, der ligner levende bloklys.

Det betyder, at menighedsrådet fortsat ikke accepterer lyskæder.

Det har ikke været muligt for avisen at få en kommentar fra Hjerting Kirkes menighedsråd, men da man for nogle uger siden kommenterede den massive kritik af rådets beslutning, erkendte rådet, at det var svært at stille alle tilfredse.

Menighedsrådet meddelte også, at man frygter, at brugen af lyskæder vil gribe om sig og udvikle sig til et tivoli.