Forbruget af kokain stiger markant i hele landet – og det breder sig nu langt ud over storbyerne.

Nu råber flere rådmand vagt i gevær og kræver politisk handling.

Det skriver TV2 Nord.

I både Aarhus, Odense og Aalborg ønskes strammere sanktioner, mere behandling og en landsdækkende indsats mod det stigende forbrug.

»Kokain er blevet mere tilgængeligt, billigere og socialt accepteret – også blandt helt almindelige unge og voksne. Vi kan ikke løfte det alene. Nu må regeringen tage næste skridt, så vi sammen kan bremse udviklingen.«

Så klart lyder det fra Christian Budde (V), rådmand for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune, som påpeger at de har handlet lokalt. Nu kræves der national handling. 

De seneste spildevandsmålinger viser da også at forbruget er steget i flere byer:

Tallene viser desuden, at kokainforbruget tager fart fra midt på ugen, topper lørdag og søndag – og først falder igen mandag.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) til, hvordan hun vil håndtere det stigende kokainforbrug. Hun er ikke vendt tilbage inden deadline.

I 2023 mistede 17 personer livet, hvor kokain var den egentlige dødsårsag, vurderer Sundhedsstyrelsen. Alt i mens blev der i 2024 beslaglagt 2.357 kilo kokain fordelt på næsten 5.000 sager.

Det er rekord meget, og tallene flugter med tendenserne i resten af Europa, hvor Europol advarer om et eksplosivt marked for kokain.