Stem med fødderne og flyt din lønkonto til en anden bank. Så enkelt lyder rådet fra Forbrugerrådet Tænk til de bank-kunder, som er utilfredse med Jyske Banks nye tiltag.

»Først og fremmest skal kunderne bede banken om fortsat at tilbyde VisaDankort. Men hvis banken står fast på at droppe kortet, må man jo få sit VisaDankort et andet sted,« siger seniorøkonom hos Tænk Troels Holmberg.

VisaDankortet er suverænt det mest udbredte kort. Og med god grund, hvis du spørger Troels Holmberg.

»Det er det billigste for kunderne, samfundet og butikkerne. For os at se, er opsplittelsen kun noget, der tjener Jyske Banks interesse og ikke kundernes,« siger han og uddyber:

»Den enkelte kunde får forringet deres kort, fordi Visa-delen pilles ud af Dankortet, så det ikke kan bruges i udlandet. Alternativt kan kunden få et Visakort, som ikke kan bruges alle steder. Bruger man sit kort i udlandet, er VisaDankortet klart det billigste valg fremfor f.eks. et rent Visakort,« siger han.

Bankens egen pengepung

Forbrugerrådet ser opsplitningen som et udtryk for, at Jyske Bank ikke længere bakker op om Dankortet, fordi mange danskere med den nye model ikke vil vælge et kort, som kun kan bruges i Danmark.

»Vi har en skæv lovgivning som betyder, at bankerne tjener lidt på Dankortet og mere på eksempelvis Visa- og Mastercard. Derfor har bankerne i almindelighed en økonomisk interesse i at afvikle Dankort,« siger Troels Holmberg.

Skulle andre banker få samme ide, kan det for alvor få en betydning for den pris, vi betaler for vores varer ude i butikkerne og i nethandlen.

Butikkerne betaler nemlig mere, når deres kunder betaler med Visakort fremfor Dankort.

I EU er det dog forbudt at sende det ekstra betalingsgebyr videre til kunderne.

»Men det butikkerne mister pga. betalingsgebyr til bankerne, må de jo i stedet hive hjem ved at sætte prisen på varerne op,« siger han.

Lad kunderne selv vælge

Jyske Bank hævder ellers selv, at det ikke handler om kroner og øre. Opsplitningen kan derimod betyde en fordele for en række kunder nemlig ‘nye kortfunktionaliteter og øget fleksibilitet’ i forhold til det nuværende VisaDankort.

Men den forklaring køber Troels Holmberg ikke.

»Det argument forstår jeg slet ikke. Allerede nu kan kunderne få rene Visa- eller Dankort. Så det giver ikke kunderne en mulighed, de ikke allerede har i dag,« siger han og fortsætter:

»Hvis de virkelig mente, at det var kundernes bedste, så kunne banken lade deres kunder fravælge det af egen drift i stedet for at nægte dem det,« siger han.

Svært at gennemskue

Jyske Bank argumenterer desuden med, at et samlet samlet VisaDankort gør det svært at gennemskue, om man i praksis betaler med Visa- eller Dankort-siden af kortet.

Det kan have betydning for en evt. indsigelse mod et køb, da reglerne er forskellige, afhængigt af om købet er foretaget med Visa-siden eller med Dankort-siden,’ skriver Jyske Bank på deres hjemmeside.

Men heller ikke det argument køber Troels Holmberg.

»Som forbruger har du lovfæstet ret til at vælge, om du vil bruge Dankort- eller Visadelen af dit kort,« siger han.

Fly- og flestivalbiletter

I realiteten er det dog kun meget få situationer, hvor det giver mening at betale med f.eks. Visa- fremfor Dankort.

»Det gælder f.eks. hvis man køber billetter til en rejse eller festival, da man ved køb med Visa- og Mastercard er beskyttet mod konkurs. Men det er relativt sjældent, at det spiller en rolle. Når du står nede i supermarkedet, har du ikke brug for den ekstra beskyttelse,« siger han.

Hvormange utilfredse kunder der i sidste ende vælger at stemme med fødderne og fravælge en lønkonto hos Jyske Bank, kan Troels Holmberg godt være i tvivl om.

Det kan nemlig virke ganske uoverskueligt. Men det behøver det slet ikke at være.

»Man behøver ikke at flytte lån og pension, bare fordi man flytter sin lønkonto til en anden bank og får Visadankort der. Teknologien i dag har gjort det lettere og mere overskueligt at have bank flere steder,« siger han.