Man kan skære potentielt rigtig mange penge af sin realkreditgæld.
Men det er ikke uden risiko at omlægge lån, rapporterer DR, og den eneste sikre vinder i sådan en operation er banken.
Tusindvis af danskere udnytter i disse dage den stigende rente som anledning til at omlægge lån, fordi man dermed kan skære en stor del af sin restgæld væk ved at betale en højere rente.
Det er dog først en god forretning at konvertere til den højere rente, hvis renten falder, så man kan refinansiere igen på et senere tidspunkt. Ellers kan det beløb, som man nedbringer restgælden med, på et tidspunkt blive spist op af de højere rentebetalinger.
Der er dog én sikker vinder i forbindelse med låneomlægningerne – banken – og derfor er det nødvendigt at forholde sig kritisk, når man modtager henvendelser med tilbud om konvertering.
Således opfordrer Morten Bruun Pedersen, der er cheføkonom hos Forbrugerrådet, danskerne til at holde godt øje.
»Bankerne har en klar interesse i, at forbrugerne konverterer deres lån. Hver gang, der konverteres, får de nemlig et gebyr, så de er de sikre vindere, hvorimod forbrugerne påtager sig en ekstra renterisiko, siger Morten Bruun Pedersen til DR.
Han anslår i samme ombæring, at bankerne tjener et sted mellem 25.000 og 30.000 kroner pr låneomlægning. I årets første tre måneder har 40.000 danskere ifølge Nationalbanken lagt realkreditlån om.