Smart Kid Belt er alt andet end smart.
Forbrugerrådet Tænk advarer nu imod at købe selen, der ellers er godkendt som autostol til børn på mellem 15 og 36 kilo.
Det er en sele, der sættes på bilens normale trepunktsele. Her holder den hofteselen og skulderselen sammen, men det hjælper ikke spor – tværtimod.
»I en crashtest glider hofteselen op på barnets mave med risiko for alvorlige skader på barnets indre organer,« siger testansvarlig hos Forbrugerrådet Tænk Gitte Sørensen til B.T og fortsætter:
»Det er det samme, der sker, når barnet sidder med en normal sele. Og det må man ikke,« understreger hun.
En søsterorganisation til forbrugerrådet i Holland står bag testen af produktet, og de har efterfølgende udsendt en advarsel mod at købe det.
Produktet kan købes i Danmark, blandt andet i Harald Nyborg, men Gitte Sørensen advarer ligeledes mod at købe produktet. Den er ikke sikker. Hun anbefaler i stedet andre produkter, der er.
»Vi anbefaler, at barnet sidder i en autostol med ryglæn eller som minimum på en selepude,« fortæller hun.
Produktet er kommet til Danmark, fordi det er blevet godkendt i Polen. Da de er medlem af EU, og den bliver godkendt af deres myndigheder, så kan produktet ryge rundt til hele Europa.
Ifølge Forbrugerrådet Tænk og andre lande såsom Holland skulle produktet aldrig have været godkendt.