'Ingen kontanter' og 'kun betalingskort'.

Skilte med den slags budskaber er de fleste nok stødt på den seneste tid, hvor butikker landet over forsøger at gøre deres bedste for at minimere smitterisikoen.

Men det er faktisk slet ikke lovligt for butikkerne at afvise kontanter.

Det skriver Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse med overskriften 'Kontantreglen gælder også under coronakrisen'.

'Kontantreglen er ikke suspenderet på grund af coronavirus. Butikker, der tager imod kort- og mobilbetalinger, skal derfor stadig tage imod betaling med kontanter,' står der i meddelelsen, hvor det også fremgår, at Forbrugerombudsmanden har modtaget flere klager fra utilfredse forbrugere, der har fået afvist deres kontanter.

Det er betalingslovens § 81 – også kaldet kontantreglen – der fastslår, at butikker skal tage imod kontanter fra kl. 6 til 22, såfremt de tager imod kort- og mobilbetalinger.

'Forbrugerombudsmanden er opmærksom på, at coronavirus har skabt en ekstraordinær situation, hvor mange virksomheder har gjort meget for at mindske smitterisikoen og vise samfundssind,' lyder det i pressemeddelelsen, der fortsætter:

'Kontantreglen er imidlertid ikke suspenderet på grund af coronavirus. Hvis en kunde kun har kontanter at betale med, skal butikken derfor tage imod kontanterne, hvis den også tager imod kort- og mobilbetalinger. Virksomheder kan ikke omgå kontantreglen ved fx at sætte skilte op om, at de ikke tager imod kontanter.'