RETTELSE: Det fremgik tidligere af artiklen, at Rungsted Gymnasium skulle have godkendt en video. Fotografen bag afviser, at skolen skulle have godkendt en video fra de omtalte ritualer, da skolen ikke var bekendt med den. Der var desuden tilknyttet en video til artiklen - den er blevet fjernet. BT beklager at have viderebragt fejlagtige oplysninger.

Rektor på Rungsted Gymnasium griber nu ind mod 'puttemiddage'. Ledelsen har sendt en e-mail ud til skolens foældre og skriver, at de tager stærkt afstand fra traditionen med grænseoverskridende udfordringer. En af dem, der har modtaget e-mailen, er Pernille Røssberg Lauridsen, hvis søn går i 3.g.

»Jeg bakker om det, der står e-mailen, og det gør alle forældre til elever på Rungsted Gymnasium. Det er min opfattelse, at alle forældre har taget en snak med deres børn omkring det,« siger Pernille Røssberg Lauridsen.

Pernille Røssberg Lauridsens søn har også deltaget i den såkaldte puttemiddag sidste efterår, hvor han optog en video, mens 3.g-pigerne afholdt deres middag, hvor 1.g-drenge serverede.

I videoen, som er blevet taget ned fra nettet, men som B.T. er i besiddelse af, ses blandt andet, hvordan pigerne slikker flødeskum af drengenes bare overkroppe, tungekyssser og giver dem lapdance, hvor de gnuber numserne på deres skød.

Ifølge Pernille Røssberg Lauridsen er disse videoer opstillede.

»Det er 3.g-piger, som selv har skrevet et manuskript til filmen. De bliver ikke udstillet mod deres vilje,« siger hun og fortsætter:

»Min søn filmer bare, og han har da en grænse for, hvad han vil deltage i. Men skolen har været inde og godkende den, inden den blev offentliggjort.«

Rektor ved Rungsted Gymnasium har tidligere sagt til B.T., at skolen ser alvorligt på puttemiddagene.

»Vi ser med stor alvor på den adfærd, som er beskrevet i pressen. Derfor vil vi på mandag informere eleverne om, at vi fremover ikke kan udelukke at bruge konkrete sanktioner i form af skriftlige advarsler og i yderste konsekvens bortvisning ved grænseoverskridende eller ekskluderende adfærd,« har rektor på Rungsted Gymnasium Ruth Kirkegaard tidligere sagt til B.T.

Ifølge Pernille Røssberg Lauridsen er puttemiddagen i år derfor også aflyst fra elevernes side.

»Det er min opfattelse, at de har aflyst deres fest i år i kølvandet på de ting, der har været oppe i medierne,« siger Pernille Røssberg Lauridsen.

På Rungsted Gymnasium kan man dog ikke genkende den version, at man skulle have godkendt videoen af pigernes puttemiddag.

Mandag morgen mødtes Ruth Kirkegaard med skolens elevråd for at drøfte de nye regler. Efterfølgende blev alle skolens elever indkaldt til en fælles orientering om ændringen i ordensreglerne.

B.T. har brug for din hjælp til at kortlægge, hvor i landet der findes 'puttemiddage' eller andre særlige ritualer. Skriv til os på Facebook eller i en e-mail til 1929@bt.dk.