Lyt til artiklen

Det her kunne have været en fortælling om en pige på 11 år og en ung teenagepige, der begge kæmper med en stemme indeni, som fortæller dem, at de ikke må spise, fordi det er vigtigt, de er tynde.

Sådan var fortællingen til at begynde med. Men efter pigerne blev indskrevet på Psykiatrisk Klinik for Spiseforstyrrelser på Aarhus Universitetshospital (AUH) og senere indlagt på sengeafsnittet, er der kommet mere til fortællingen.

Nu handler den ifølge to familier også om to forpinte sjæle, hvis kroppe bliver vejet og overvåget under spisning, men ellers overladt til sig selv. To børn, der af ældre patienter får ideer til at forværre anoreksien, og to forældrepar, der af hospitalet bliver truet med at få tvangsfjernet deres døtre.

»Det er ikke til at bære. Min datter har fået det værre og langt flere anoreksisymptomer, efter hun blev tilknyttet.«

Sådan lyder det fra Christina Dannells, moren til en 11-årig pige, der i marts blev indskrevet på Psykiatrisk Klinik for Spiseforstyrrelser på AUH og i april indlagt syv uger på deres Sengeafsnit 3.

Hverken på klinikken eller på sengeafsnittet blev datterens psyke taget alvorligt, mener moren.

»De går kun op i mad og vægt. På sengeafsnittet opholdt personalet sig for det meste inde i sådan et glasbur, de har. De var ikke ude at interagere med patienterne – ud over ved måltiderne,« siger Christina Dannells.

At de kun går op i vægt – kan det være, fordi det er vigtigt, at vægten er nogenlunde stabil, før man kan arbejde med psyken?

»Ja, det er det, de siger. Men vi har spurgt, hvornår vores datter så skal snakke med en psykolog, og de har sagt, at det slet ikke er sikkert, hun skal det. Vi har set meget til udlandet, hvor man blandt andet i Norge siger, at krop og sind skal følges ad,« siger Christina Dannells.

I et mailsvar til B.T. skriver den ledende overlæge på Sengeafsnit 3 for Spiseforstyrrelser på AUH, Line Ranzau Hansen, at »det ikke er ualmindeligt, at patienter under en indlæggelse får det værre, når de begynder at spise og øge deres vægt«.

Hun skriver, at de har stor fokus på mad og vægt, fordi det er afgørende, at man »får brudt mønstret med ikke at spise, og at barnet eller den unge kommer op i vægt – dels fordi de patienter, vi indlægger, kan være livstruende undervægtige og fejlernærede, men også fordi vi ved, at de psykologiske symptomer først begynder at aftage, når vægten begynder at blive sund«, lyder det.

Christina Dannells fortæller, at fordi de ansatte ikke var til stede, isolerede datteren sig på værelset, hvor hun kunne motionere. Da forældrene fandt ud af det, sagde de til hende, at hun skulle gå op i fællesstuen, når hun var alene.

»Det har så givet bagslag, for der sidder patienterne sammen uden personale og giver hinanden dårlige ideer til, hvordan man er mest syg. Og det bliver en konkurrence om at være mest syg,« siger moren til den 11-årige pige.

Hun fortæller, at det var datteren selv, der fortalte forældrene, hvordan hun blev inspireret af de andre ældre patienter.

Christina Dannells, mor til 11-årig datter, der lider af anoreksi og er tilknyttet Psykiatrisk Klinik for Spiseforstyrrelser på AUH.
Christina Dannells, mor til 11-årig datter, der lider af anoreksi og er tilknyttet Psykiatrisk Klinik for Spiseforstyrrelser på AUH. Foto: PRIVATFOTO
Vis mere

»Inden hun blev indlagt, vidste hun ikke noget om den her sygdom – men nu ved hun alt om, hvad man skal gøre for at være 'rigtig' anorektisk,« siger Christina Dannells.

Og den interne konkurrence mellem patienterne er en realitet, som AUH bekræfter over for B.T i en mail:

»Det er ikke ualmindeligt, at der sker en smitteeffekt under indlæggelse, hvor barnet/den unge risikerer at spejle sig i andre svært syge og deres adfærd, og der kan opstå en uhensigtsmæssig konkurrence om at være 'den tyndeste' eller 'den sygeste,'« skriver ledende overlæge Line Ranzau Hansen.

Hun fortæller videre i mailen, at de derfor »kun arbejder med de korte to ugers-indlæggelser, der handler om at få vægten op og hurtigt få barnet eller den unge tilbage til hverdagen, hvor de bliver fulgt tæt ambulant.«

Christina Dannells datter var dog indlagt i syv uger, siger hun og fortæller, at hun og faren spurgte, om de kunne blive flyttet til et sted, hvor familien kunne være medindlagt. Så ville de nemlig selv have mulighed for at hjælpe deres datter med de dårlige tanker – men det var, fik de at vide, ikke muligt, lyder det.

Det voldsomste, familien har oplevet på AUH, fortæller Christina Dannells, er, dengang personalet sendte datteren hjem på weekend, selvom hun netop havde haft spisestop i fire dage og kun lige var begyndt at spise en smule.

»Hun blev sendt hjem alligevel og gik i spisestop igen. Derfor sagde vi til lægen, at vi ikke kunne have hende hjemme, fordi det var for farligt, og vi ikke kunne hjælpe hende ordentligt,« siger Christina Dannells og fortsætter:

»Lægen sagde så, at vi var svage forældre, der ikke magtede opgaven, og truede med, om hun skulle lave en underretning til kommunen om en akut social anbringelse.«

Kunne det være, at det var sagt som en hjælp og ikke i ond mening?

»Jeg ser det, som om det var i ond mening. For hun var meget vred.«

Kunne det være forsøg på at få en dialog om muligheden?

»Nej, det føltes som en trussel. Der var ikke lagt op til dialog.«

B.T. har forelagt ledende overlæge Line Ranzau Hansen kritikken, der svarer på mail:

»Vi er selvfølgelig meget kede af, hvis der er forældre, der har fået det indtryk, at de er blevet truet med, at deres barn kunne blive taget fra dem, hvis de ikke kunne magte opgaven.«

Line Ranzau Hansen svarer videre, at hvis en patient ikke oplever bedring, tager man normalt sammen med familien en dialog med socialforvaltningen om støtte, der i yderste konsekvens kan være en døgnanbringelse på et opholdssted.

Følelsen af at blive truet med anbringelse har et andet forældrepar også oplevet. Deres datter er p.t. indlagt med anoreksi på AUHs Sengeafsnit 3 og tilknyttet Psykiatrisk Klinik for Spiseforstyrrelser.

Moren, som fortæller om deres oplevelse, er i denne artikel anonym, da hun frygter, at det vil gå ud over behandlingen af datteren, hvis hun står frem.

For få uger siden blev datteren sendt hjem på weekend, selvom familien gjorde klart, at de ikke mente, hun var klar til det. Der blev ikke lyttet, lyder det – og det gik også galt i hjemmet, fortæller moren.

»Det var voldsomt konfliktfyldt. Hun var udadreagerende, truede med at tage sit eget og vores liv. Jeg kom tilbage og fortalte det på hospitalet,« siger moren.

Men ugen efter ringede en læge og fortalte, at datteren igen skulle hjem på weekend, fortæller hun:

»Jeg sagde, jeg ikke var sikker på, at det var godt. Jeg spurgte, om hun har hørt om det helvede, vi var igennem sidst. Det havde hun, sagde hun. Men hvis jeg ikke kunne overskue det, måtte de kigge på social anbringelse på bosted.«

Kunne man forestille sig, at det blev sagt som et forsøg på at hjælpe?

»Det tror jeg faktisk ikke. Havde det nu været en fast behandler, der kendte os, havde det været noget andet. Men det her var en læge, der aldrig havde mødt os eller min datter. Der er ingen tvivl om, at jeg var og er en presset mor, men jeg er heller ikke i tvivl om, at det blev sagt som en trussel, for det var ikke et oplæg til dialog,« siger moren.

Ligesom Christina Dannells fortæller hun, hvordan hendes datter også er blevet inspireret af andre patienter til at fastholde sygdommen:

»Min datter har fået dårlige ideer fra de andre. Og det er også grunden til, at de nu vil udskrive hende – de siger, at hun kopierer de andre indlagte.«

Moren fortæller, at hun har spurgt, om de ikke vil hjælpe datteren med det psykiske, fordi hun tydeligt mistrives. Men der har ikke været nogen hjælp at hente, lyder det:

»Jeg har brug for en plan om, hvornår man kigger på det bagvedliggende, på det psykiske – hvornår ser man mennesket? Jeg indlagde en syg datter i håbet om, at jeg fik en datter i bedring hjem. Jeg har en datter, der godt nok vægtmæssigt ligger bedre – men psykisk er fuldstændig ødelagt,« siger moren og afslutter:

»Jeg tror ikke, min datter lever om et år. Hun har det så dårligt, og de vil ikke tage det seriøst.«

Tidligere fremgik det af artiklen, at Psykiatrisk Klinik for Spiseforstyrrelser, AUH, sidste måned fik et strakspåbud af Arbejdstilsynet – blandt andet på baggrund af, at flere ansatte døjer med hjertebanken, kvalme, ukontrolleret gråd og er på randen til en sygemelding. Arbejdstilsynet førte dog kun tilsyn med det, som kaldes torsdagskonferencen, hvor målgruppen er voksne. Derfor drejer påbuddet sig om de ansatte der og ikke hele Psykiatrisk Klinik for Spiseforstyrrelser.