»Det er simpelthen at spille hasard med sikkerheden.« Og »det er da helt tosset«.
Forældre i Silkeborg Kommune er meget uforstående over for en ny spareplan fra kommunen.
På Facebook annoncerer kommunen, at 4.000 af de i alt 22.000 gadelamper slukkes hele døgnet, skriver TV 2 Østjylland.
»De slukkede lamper står primært ved de større veje og i industriområder,« skriver Silkeborg Kommune.
Det har fået flere forældre til at reagere skarpt.
'Det er da helt tosset at slukke på Arendalsvej. Der færdes mange mennesker, både børn og voksne. Ud over skole, hal, sfo, børnehave, specialskole bor der en hel del psykisk sårbare mennesker,' skriver en bruger i en kommentar.
'Hvad er rationalet i, at I slukker lyset på en række skoleveje? Vores små cyklister er i forvejen udsatte i mørke og regn, selvom de har lys på deres cykler. Det er simpelthen at spille hasard med sikkerheden,' lyder det fra en anden bruger.
Silkeborg Kommune begynder at slukke de 4.000 gadelamper fra januar og i løbet af de kommende måneder.
Det sker for at spare en million kroner på vejbelysning i 2023 for at få budgettet til at hænge sammen.
Hvis elprisen stiger yderligere, vil Silkeborg Kommune slukke flere gadelamper.
»På alle andre veje kan der i perioder blive slukket om natten fra klokken 22 til 06, hvis elprisen stiger,« skriver kommunen.
De penge, kommunen sparer ved at slukke gadelamperne, skal gå til de store velfærdsområder.
»Jeg er fan af, at I prøver at spare på energien, Silkeborg Kommune, men er det slet ikke muligt at slukke for hver anden gadelampe – så vil dele af byen ikke blive mørkelagt, og det bliver muligt at slukke for (dele af) lyset endnu flere steder?« lyder et forslag fra en bruger i kommentarsporet.
Flere andre kommuner rundt om i landet har besluttet at slukke for gadebelysningen for at spare på elregningen. Det kan du læse mere om HER.