De fleste havde tårer i øjnene, da de forlod institutionen for sidste gang, fortæller en far til en dreng, der indtil nu har gået i vuggestue i Børnenes Akademi.

Institutionen i Nørresundby måtte med én dags varsel fredag dreje nøglen om, og det er uden lederens tilstedeværelse – hun har været gået under jorden i flere uger.

At Børnenes Akademi til forældrenes store chok måtte lukke med øjeblikkelig virkning, skyldes dårlig økonomi i den private institution.

»Vi har forsøgt at vende alle mulige løsninger for at få den her virksomhed til at løbe rundt. Det har været hårdt – alt andet vil være løgn,« siger Maria Sterup Gaede, der er tidligere pædagogisk leder i Børnenes Akademi, til TV2 Nord.

TV2 Nord skriver, at de har forsøgt at få fat på den øverste leder, Elisabeth Holst, utallige gange, dog uden held.

Institutionens 58 forældrepar har heller ikke kunnet komme i kontakt med hende – hvilket de har forsøgt siden midt marts.

Men der er heller intet at gøre. Børnenes Akademi står ikke til at redde, lyder det fra Aalborg Kommune.

Driften og økonomien er uden for kommunens ansvarsområde, da der er tale om en privat institution med egen lovpligtig revision. Kommunen har dog hjulpet med at finde forældregodkendte pasningsløsninger for langt størstedelen af børnene.

Børne- og familiechef i Aalborg Kommune Hans Christian Mariegaard fortæller, at kommunen nu vil se nærmere på, om den i højere grad skal rådgive private institutioner om sund drift og ledelse i fremtiden.