På en familietur til Ishøj Havn stod Anna Joensen og hendes mand over for enhver forælders mareridt.

Der var høj varme og godt humør i bilen, da Anna Joensen og familien kørte fra Valby for at få sig en is ved Ishøj Havn, som de gør med jævne mellemrum.

Men denne gang skulle turen vise sig at blive en skræmmende oplevelse for forældrene.

For mens Anna Joensen og hendes mand gik og snakkede sammen langs vandkanten, gik deres to piger, Sofia på ni og Nina på 13 år lige bagved og legede sammen.

»Vi gik og talte og troede, at de var gået på legepladsen, som de har gjort før, da vi ikke kunne se dem,« fortæller Anna Joensen til B.T.

Fem minutter efter vendte forældrene om for at gå tilbage til pigerne, men her var der ingen at se.

»Min mand bliver bekymret med det samme, men jeg tænker ikke så meget over det, da pigerne er så store og har været her mange gange før,« fortæller moren.

Efter en halv times tid begynder hun dog også at blive bekymret.

Her ses lillesøster Sofia (tv.) og storesøster Nina (th.). Privatfoto.
Her ses lillesøster Sofia (tv.) og storesøster Nina (th.). Privatfoto.
Vis mere

Den ældste af pigerne, Nina, havde ikke sin telefon med på turen, og derfor var det ikke muligt at ringe hende op.

»Min mand tog bilen og kørte frem og tilbage fra stranden,« fortæller Anna Joensen.

»Jeg nåede at tænke, at de kunne være faldet i vandet eller var blevet bortført - ja, det værste.«

Forældrene løb derfor rundt og spurgte alle, de kom i nærheden af, om de havde set deres to piger. De løb også ned til den café, hvor de havde købt is, hvor de var begyndt at lukke ned.

Anna Joensen er her sammen med sin mand og sine to piger Nina og Sofia. Privatfoto.
Anna Joensen er her sammen med sin mand og sine to piger Nina og Sofia. Privatfoto.
Vis mere

»Lige pludselig var vi et helt hold,« fortæller Anna Joensen og fortsætter:

»Der var en, der kørte ned til stationen, og andre ned til stranden. Men vi fandt dem ikke.«

Herefter blev politiet tilkaldt, som kom ud med det samme.

Og efter at have søgt i en halv time til tre kvarter, blev pigerne Sofia og Nina fundet gående. De var kommet til at gå for langt og var nu på vej tilbage ad samme vej, som de kom fra. Og tiden havde de slet ikke tænkt på.

»Det var den længste time i mit liv. Og da jeg så dem, begyndte jeg at græde,« fortæller Anna Joensen.

Der var ingen skæld ud til pigerne, men de fik forklaret, at de ikke skulle bevæge sig for langt væk fra forældrene en anden gang.

Og alle dem, der hjalp til nåede forældrene ikke at takke, da de var i fuldstændig chok.

»Det er virkelig rørende at så mange ville hjælpe til. Det vil jeg gerne takke dem for. Lige da det skete, var jeg i chok, og derfor fik jeg ikke takket dem.«