»Nu skal I lige høre efter, hvad jeg siger.«

Den kvindelige overlæge kigger på det kommende forældrepar, der aldrig i deres vildeste fantasi havde forestillet sig, at der kunne være noget galt med deres barn.

Christina Damm Hamanns hjerte begynder at slå hurtigere. Hun kan mærke slagene i brystet over den gravide mave.

Mikkel Bruhn, kæreste til Christina og den kommende far, sidder ved siden af, mens Christina er i færd med at blive scannet i sin 22. graviditetsuge. Han synes, det er svært at se sin kæreste blive ked af det.

Christina med sønnen Hugo på hispitalet efter operationen. Foto: Privat.
Christina med sønnen Hugo på hispitalet efter operationen. Foto: Privat.
Vis mere

Beskeden, som lægen nu overbringer, skal for altid ændre deres liv:

»Jeres barn har en hjertefejl,« siger overlægen.

30-årige Christina Damm Hamann og 29-årige Mikkel Bruhn mødte hinanden for tre et halvt år siden. De matchede på datingtjenesten Tinder, og siden er det gået stærkt for parret fra Helsingør i Nordsjælland.

To er blevet til tre. Lejlighed er blevet til hus.

Hugo på hospitalet efter operationen. Foto: Privat.
Hugo på hospitalet efter operationen. Foto: Privat.
Vis mere

Christina arbejder som sygeplejerske. Mikkel som professionel fodboldspiller i 1. division. Mikkel har altid tænkt, at han skulle have en dreng.

»Så han kan spille fodbold,« siger faderen.

Parret havde heller aldrig forestillet sig, at de skulle tage en snak om, hvorvidt de skulle have barnet, hvis det nu viste sig, at barnet var alvorligt syg.

Børn med hjertefejl har nemlig i mange tilfælde kromosomfejl, og derfor besluttede lægerne sig for at undersøge det endnu ufødte barn yderligere.

Christina har fået lavet en Hugo-tatovering på sin arm. Den fik hun lavet, mens Hugo blev opereret for sin hjertefejl på Rigshospitalet. Foto: Nikolai Linares/Byrd.
Christina har fået lavet en Hugo-tatovering på sin arm. Den fik hun lavet, mens Hugo blev opereret for sin hjertefejl på Rigshospitalet. Foto: Nikolai Linares/Byrd.
Vis mere

»Jeg ville ikke have det, hvis det skulle vise sig, at det f.eks. havde Downs syndrom eller en anden kromosomfejl. Det var jo ikke sådan, jeg havde tænkt, det skulle være, når vi fik et barn,« husker den 30-årige kvinde.

Mikkel derimod var mere åben over for tanken.

»Hvis det nu var milde tilfælde af begge dele, så gjorde det måske ikke så meget. Jeg synes, det var hårdt at sige nej til et lille barn,« siger han.

Barnet i maven havde ingen kromosomfejl, og flere læger kunne senere konstatere, at der var tale om en mild form af hjertefejlen Steno Fallots.

Familien sammen i haven i Helsingør. Foto: Nikolai Linares/Byrd
Familien sammen i haven i Helsingør. Foto: Nikolai Linares/Byrd
Vis mere

»Det var en lettelse at få den besked. Jeg har altid stolet på læger, så jeg havde tillid til, at det var korrekt,« siger Mikkel Bruhn.

Christina Damm Hamann derimod var mere skeptisk. Hun var – uden endnu at være blevet mor – bekymret for fremtiden og en kommende operation, som forældrene fik at vide ville være nødvendig, når barnet var født eller måske seks måneder efter fødslen.

Hugo blev født 6. januar 2019. En dramatisk fødsel, der varede 41 timer, og som nær var endt i kejsersnit. Da han endelig kom ud, trak han ikke vejret selv de første fem minutter. Mindst syv mennsker i form af bl.a. hjertelæge, læge, jordemoder, sygeplejerske mv. stod bøjet over ham, før der kom lyd ud af den lille fyr.

Men lykken varede kort. Og frygten vendte hurtigt tilbage hos især Christina Damm Hamann.

Den lille familie har det godt i dag oven på den store operation. Foto: Byrd/Nikolai Linares.
Den lille familie har det godt i dag oven på den store operation. Foto: Byrd/Nikolai Linares.
Vis mere

»Det var ikke rart at tænke på, at han skulle opereres. Hvad nu, hvis jeg mistede ham? Det var jeg meget bange for,« siger moderen.

I parcelhuset i Helsingør kravler den nu 17 måneder gamle Hugo op på skødet af sin mor. Han gnasker en Toffifee i sig. Det er svært at se på den lille purk, at han har en hjertefejl, og at han resten af livet skal gå til kontrol på hospitalet.

Kun et 15-20 centimeter langt ar på hans bryst vidner om den store operation, han måtte gennemgå, da han var bare fem måneder gammel. En operation, som forældrene nok aldrig glemmer.

»Jeg flæbede fuldstændigt uhæmmet. Det var svært at lægge ham i narkose,« husker moderen.

Hugo leger i sandkassen med sine forældre i hjemmet i Helsingør. Foto: Nikolai Linares/Byrd
Hugo leger i sandkassen med sine forældre i hjemmet i Helsingør. Foto: Nikolai Linares/Byrd
Vis mere

Måske skulle han igennem flere operationer resten af livet afhængig af, hvordan operationen gik. Blandt andet afhang det meget af, om lægerne ville blive nødt til at fjerne nogle såkaldte hjerteklapper, havde de forklaret.

Men det blev ikke aktuelt. Operationen forløb vellykket, og forældrene kunne for første gang siden fødslen ånde lettet op.

»Vi følte os begge 10 kilo lettere. Det var fem måneders nervøsitet, der faldt af der,« siger Mikkel Bruhn.

Christina Damm Hamann erkender, at forløbet har gjort hende mere bekymret.

Hugo vil altid have et ar, hvor lægerne har opereret ham. Foto: Privat.
Hugo vil altid have et ar, hvor lægerne har opereret ham. Foto: Privat.
Vis mere

»Jeg er blevet bange for at blive gravid igen. Men omvendt har det nok gjort os stærkere som par. Nu har vi klaret en hjertefejl, så hvis der opstår noget andet, kan vi se tilbage og tænke på, at vi har været igennem det, der er værre,« siger hun.

Hugo vil til sin fars glæde også kunne spille fodbold i fremtiden, hvis han skulle få ambitioner om det.

Foreløbig nøjes han dog med at samle bolden op i hænderne og kaste med den.