Line Britt Madsen er bange for at fragte sin seksårige datter i skole. Det skyldes et livsfarligt lyskryds, der er vanskeligt for selv voksne at navigere i.

Biler buldrer over for rødt lys, og det vrimler med store lastbiler.

Frygten drejer sig om morgentrafikken i krydset ved Spangsbjerg Kirkevej og Nørrebrogade. Det er her forældrene, med børn på Boldesager Skole, gruer for at krydse vejen.

»Jeg er meget bange for min datter i krydset – og det er bare med et barn,« fortæller Line Britt Madsen til B.T.

Forældrene er bange for at navigere i det livsfarlige lyskryds på cyklen.
Forældrene er bange for at navigere i det livsfarlige lyskryds på cyklen. Nils Meilvang

Hun er en af mange forældre, der har advaret om livsfarlige trafikforhold i området i Esbjerg-bydelen gennem en lang periode. Det skyldes hensynsløs kørsel, der fører til livsfarlige situationer og nær ved-ulykker på daglig basis.

»Børn risikerer liv og lemmer, når de skal i skole, og flere forældre har selv været ved at blive kørt ned,« siger Line Britt Madsen.

Hun følger sin egen datter i skole, men forstår de store bekymringer, forældrene har, der ikke selv har mulighed for dette.

Presset, som forældrene har sat på Esbjerg Kommune, har fået kommunen til at være opmærksomme på problemet. Formand for Teknik & Byggeudvalget Søren Heide Lambertsen har selv set de store trafikale problemer.

Formand for Teknik & Byggeudvalget, Søren Heide Lambertsen, i Esbjerg Kommune. Foto: Esbjerg Kommune
Formand for Teknik & Byggeudvalget, Søren Heide Lambertsen, i Esbjerg Kommune. Foto: Esbjerg Kommune

»Den morgen, jeg var på stedet, så jeg på få minutter biler, der kørte over for rødt. Jeg kan derfor forstå forældrenes ønske om mere trafiksikkerhed, og derfor kontaktede jeg forvaltningen, der fik politiet på sagen,« fortæller formanden.

Men det har ikke ændret noget som helst endnu.

Forældrene har bedt om fodgængerovergange, vejbump og hastighedsbegrænsninger, men kommunen melder om en udtømt pengekasse. Forhandlinger om at sikre de trafikale forhold kan først tages op til budgetforhandlinger i efteråret.

Det har fået mange bekymrede forældre til tasterne i Facebook-gruppen 'Sikker trafik Boldesager & Jerne', hvor der ofte opdateres fra forskrækkede forældre om hændelser, der kunne være gået helt galt.

Billisterne kører igen og igen over for rødt lys i krydset ved Spangsbjerg Kirkevej og Nørrebrogade. Arkivfoto
Billisterne kører igen og igen over for rødt lys i krydset ved Spangsbjerg Kirkevej og Nørrebrogade. Arkivfoto Christian Als

I den gruppe har Line Britt Madsen startet en underskriftsindsamling. Den møder stor opbakning hos forældrene på skolen.

»Jeg har lavet den for at skubbe til kommunen, for at de anerkender, at de vil at gøre noget ved det alvorlige problem,« siger hun.

Søren Heide Lambertsen kan sagtens forstå frustrationen hos forældrene. Pengene hænger dog ikke på træerne i Esbjerg Kommune.

»Jeg har ikke en konto med et par ekstra millioner på, der bare kan bruges til diverse ting,« siger han.

Knud Reinholdt, vicepolitiinspektør i Syd og Sønderjyllands politi, siger, at de er blevet opmærksomme på de trafikale problemer ved skolen.

»Rent vejteknisk er vi ved at undersøge problemet. Distriktsbetjente er opmærksomme på det og vil være til stede i området, men forholdene er en af en karakter, der kan være svære at havde med at gøre,« fortæller han.

Vicepolitiinspektøren melder, at de gør, hvad de kan. Resten er op til kommunen.