Positivprocenten blandt lyntest var den hidtil laveste fredag. 180 blev fundet smittet blandt 28.915 lyntest.

Fredag blev 180 borgere testet positive for covid-19 hos fire private udbydere af lyntest.

Det viser tal fra udbyderne Falck, SOS International, Copenhagen Medical og Carelink.

De 180 positive prøver blev fundet blandt 28.915 lyntest, og dermed var positivprocenten fredag på 0,62 procent. Det er den hidtil laveste positivprocent i den tid, man har kunnet få lyntest på statens regning.

Man skal desuden helt tilbage til 2. januar for at finde en daglig positivprocent blandt lyntest på over to procent. Samtidig var fredag tiende dag i træk med færre end 300 smittede blandt landets lyntest.

Antallet af lyntest er de seneste dage gået betragteligt op efter at have været ganske lavt i januar set i forhold til december.

Det skyldes, at de private udbydere nu også har fået mulighed for at rulle mobile testenheder ud i landet for at hjælpe til med test på eksempelvis daginstitutioner, plejehjem og bosteder.

Men ifølge direktøren hos udbyderen Carelink, Brian Rosenberg, går det stadig en smule trægt med at få alle kommuner med på initiativet.

Ud af de 12 kommuner, som Carelink er blevet tildelt, har kun fem kommuner indtil videre benyttet sig af tilbuddet, oplyser han.

De seneste to dage har det daglige antal lyntest igen været over 20.000. Fra 5.-13. januar var antallet af test under 20.000, mens det eksempelvis 1. januar var helt nede på 9418.

Ser man på december, benyttede langt flere sig af lyntest. 23. december blev 80.291 testet, mens rekordhøje 90.761 gjorde brug af lyntest 30. december.

Lyntest vurderes ikke at være lige så pålidelige til at påvise, om man er smittet med coronavirus, som de pcr-test der bliver brugt i det offentlige testsystem.

Derfor anbefales det, at man ikke får lavet en lyntest, hvis man har symptomer på covid-19. I stedet anbefales en pcr-test.

Generelt regnes lyntest dog for meget pålidelige, når der bliver konstateret smitte. Usikkerheden omhandler særligt de tilfælde, hvor testen har givet et negativt svar.

/ritzau/