Har du styr på, hvor meget motion om dagen, din Fido eller Balder får? Det har Kristina Nørvig, der har hunden Merle på syv år.

Med et såkaldt smartwatch kaldet PitPat, en form for ny skridttæller på markedet for hunde, kan hun nu holde styr på, nøjagtig hvor aktiv Merle er.

»Jeg bliver jo bekymret, når min hund hoster galde op, bare fordi den er forpustet. Man tænker jo straks, om den er ved at dø,« siger Kristina Nørvig.

Merle, der er af racen coton de tulear, har i mange år været en del af en kedelig statistik.

Således er 20 pct. af danske hunde tunge til svært overvægtige, mens omkring 26 pct. er let overvægtige. Tallene er netop publiceret i et studie fra Københavns Universitet.

»Det er desværre lidt nedslående,« siger Charlotte Reinhard Bjørnvad, professor i intern medicin hos familiedyr på Københavns Universitet.

Har man først fået en overvægtig hund, risikerer man, at den blandt andet udvikler ledproblemer, smerter og har et kortere liv. Derfor er det vigtigt at sørge for den rigtige mængde kost – og ikke mindst motion.

»Jeg er ikke i tvivl om, at de her 'skridttællere' til dyr kan virke motiverende på mange mennesker, så de får gået noget ekstra, men vi ved ikke, om det ekstra bidrager til at reducere risikoen for overvægt,« siger professoren.

Merle har haft succes med at tabe sig. Foto: PR.
Merle har haft succes med at tabe sig. Foto: PR.
Vis mere

PitPat består af en chip i en lille monitor, som hægtes på hundens halsbånd og derfra måler hundens aktivitetsniveau.

Ved at trykke på monitoren sender den data til en app, som hundeejeren har downloadet til sin smartphone eller tablet.

På den måde er det muligt hele tiden at holde styr på, om hunden har fået nok motion i løbet af dagen.

»Før i tiden kunne jeg godt tænke, at vi havde gået nok. Men nu har det jeg sort på hvidt, hvad vi reelt set har gået,« siger Kristina Nørvig, der har et mål om 40 minutters daglig aktivitet for Merle.

Data fra Pitpat sendes dagligt til en app, så hundeejeren kan følge med i, om hunden har fået nok motion og nået dagens mål. Foto: PR.
Data fra Pitpat sendes dagligt til en app, så hundeejeren kan følge med i, om hunden har fået nok motion og nået dagens mål. Foto: PR.
Vis mere

Hendes hund Merle har på omkring et år formået at smide et helt kilo, så den nu vejer ca. 5,5 kilo. Vægttabet er sket ved at kombinere ekstra motion med en bestemt type proteinholdigt tørfoder.

Ifølge dyrlægen på Københavns Universitet er det den helt rigtige strategi. For er hunden først overvægtig, og man fra den ene dag til den anden begynder at motionere helt vildt, kan det også give bagslag.

»Overvægtige hunde kan have svært ved at gå, fordi ekstra kilo tynger og belaster leddene. Så det er vigtigt, at man i samarbejde med en dyrlæge får lagt en slankeplan, så man ikke overbelaster dyret,« siger Charlotte Reinhard Bjørnvad.

Hun understreger desuden, at det er nødvendigt at skifte til en decideret slankediæt.

Merle skal have 40 minutters motion om dagen for at holde en sund vægt. Det er blevet et dagligt mål for Kristina Nørvigs hund. Foto: PR.
Merle skal have 40 minutters motion om dagen for at holde en sund vægt. Det er blevet et dagligt mål for Kristina Nørvigs hund. Foto: PR.
Vis mere

»En kraftig reduktion i fodermængden af et normalt foder kan resultere i protein, vitamin eller mineralmangel,« siger professoren.

»Desværre er mange hundeejere ikke i stand til at se, at deres hund er overvægtig, og som ejer vil man jo nødig have, at de skal sulte,« siger Charlotte Reinhard Bjørnvad.

Det var gentagne opfordringer fra dyrlægen, der fik Kristina til at tage Merles vægttab alvorligt.

»Hun er blevet en glad lille hund igen. Hun leger og hoster ikke. Det gør mig glad. For jeg elsker jo min hund,« siger Kristina Nørvig.