Lene Ehlers blev i sit ulykkelige ægteskab flere år, fordi hun ikke ville skille sin familie ad. Da hun endelig blev skilt, viste det sig at være bedre for alle.

Lene og hendes eksmand var allerede meget forskellige, dengang de mødte hinanden i 2000.

Alligevel blev de ungdomskærester og holdt sammen. Sidenhen blev de gift, købte hus og fik to børn. Modsætninger mødes, som man siger.

På mange måder lyder det som opskriften på forhold, som de bliver beskrevet i romantiske bøger.

Men under overfladen var det svært. I 2010, da parret blev gift, var kimen allerede lagt til deres udfordringer – der også endte med at skille dem ad.

Læs også: Stil dig selv disse 3 spørgsmål, før du vælger skilsmisseordning for dit barn

Heftige skænderier

Lene Ehlers forklarer, at hendes eksmand – også som ung – havde nogle destruktive vaner, som hun oplevede, gjorde familielivet svært.

»Jeg synes, han havde haft nogle lidt dårlige venner og vaner, men intentionen om at være en god ægtemand og far var der.«

På et tidspunkt lagde Lene mærke til, at fortiden dukkede op igen, og hun oplevede, hvordan det fik konfliktniveauet i hjemmet til at stige.

Læs også: Jeg fandt en løsning, der skabte ro midt i min skilsmisse – og min eksmand endte med at takke mig

»Vi begyndte at skændes meget, og det kunne blive så højlydt, at vores rottweiler gemte sig under bordet. Tit var det også foran børnene,« siger Lene.

For børnenes skyld

Om aftenen, når Lene gjorde sig sengeklar på badeværelset, græd hun ofte ned i håndklædet.

»Jeg var så ked af det og stresset, og mit nervesystem var så påvirket,« fortæller hun.

Hun vidste ikke, hvad hun skulle stille op. Eller: Hun vidste jo godt, at hun kunne blive skilt. Og det havde hun også lyst til.

»Men jeg blev i forholdet for børnenes skyld. Jeg ville ikke gøre dem til skilsmissebørn,« siger hun og fortsætter:

»Mine egne forældre er ikke skilt, så jeg havde en bestemt forestilling om, hvad en familie skulle være. Jeg ville ikke være den, der brød min familie op. Jeg følte så meget skyld og skam. Jeg kunne også se, at vores børn reagerede og blev mere utrygge,« siger Lene.

Hvordan skal et ægteskab se ud?

Dagene gik, det blev år 2014, og nye spørgsmål og tanker begyndte at presse sig på hos Lene:

Skulle hendes to børn virkelig vokse op og tro, at det var sådan her, et ægteskab skulle være?

En relation, hvor kærlighed og kærtegn var fuldstændig ligegyldigt? De to ting, som Lene jo selv mente var det mest vigtige?

»Jeg vidste jo godt, hvad svaret var. Det skulle stoppe. Jeg tænkte også, at mine børn godt kunne fornemme, hvordan jeg havde det. Det gik op for mig, at selvom jeg i princippet, i en periode, godt kunne være i ægteskabet, selvom det var uden kærlighed, ville mine børn stadig fornemme, at jeg ikke var glad,« siger Lene.

Ansvarlig for beslutningen

Alligevel var det svært.

»Når man er den, der træffer valget, er man også den ansvarlige for beslutningen, og man vil både skuffe og såre et andet menneske. Det skal man virkelig huske. Den, der bliver forladt, får jo et chok, når ordene 'jeg vil skilles' bliver sagt," siger hun og fortsætter:

»Hvis man har gået og overvejet at blive skilt, har man helt sikkert også haft drømme og tanker om, hvordan ens 'nye liv' kunne blive,« siger Lene og tilføjer, at det er en beslutning, der adskiller sig fra den slags, man ellers typisk laver i dagligdagen, hvor man vælger mellem konkrete ting: Skal bilen være rød eller blå, Golf eller Citroén? Bilen kører uanset.

»Der er ufatteligt mange lag af beslutninger i en skilsmisse. Man kan jo heller ikke være sikker på, at de drømme, man har, faktisk bliver, som man havde forestillet sig. Hvad nu hvis det viser sig, at man traf det forkerte valg?«

Alle disse tanker kørte rundt i hovedet på Lene. Samtidig ville hun jo også gerne selv have det godt igen.

Derfor besluttede hun ærligt at dele sine tanker om ægteskabet med sin eksmand – for at give det en sidste chance. Hvis ikke det blev bedre mellem dem og i familien generelt, så var det slut.

Den største lettelse

Men der skete ikke de store ændringer. Faktisk blev det nærmest kun værre. Og ét år efter, hun første gang havde sagt, hun var i tvivl, sagde hun, at hun ville skilles.

»Jeg var virkelig nervøs for at sige det på grund af vores i forvejen meget høje konfliktniveau. Han tog heller ikke særlig pænt imod det,« siger Lene og fortsætter:

»Alligevel fik jeg den vildeste befrielse ved at sige det. Det var virkelig den største lettelse endelig at få det sagt.«

Den helt rigtige beslutning

At blive skilt viste sig at være den helt rigtige beslutning for Lene.

»Jeg er kommet frem til, at man også viser sine børn, hvad der er vigtigt i livet – hvad end man mener, det er – ved at træffe nogle beslutninger, der er rigtige for en selv. Det vægter for mig højere end trygheden i bolig, økonomi og forhold,« siger hun.

Lene endte med at købe et nyt hus til sig selv og børnene. Og lige så snart der bare var lidt styr på basen igen, havde hun det fint. Også selvom en lang proces med Familieretshuset begyndte.

»Jeg var bare glad for at være ude af ægteskabet. Det stod også klart for mig, at jeg ikke elskede min mand længere. Jeg elskede familien. Man kan bare meget mere, end man tror selv, og har uanede kræfter, når det gælder sine børn.« 

»Selvom skilsmissen var hård og lang, er det vigtigt for mig, at jeg har været tro mod mine egne følelser og vist mine børn, hvor vigtigt det er,« siger hun og fortsætter:

Efter et år tænkte hun: 'Okay, jeg har det faktisk godt nu'.

Også selv om alt ikke var afsluttet. Også selvom det har taget hende 10 år at lande helt på benene igen.

»Jeg kunne synge på badeværelset i stedet for at græde i håndklædet – og børnene sang med og trivedes i de nye hjem, selvom de selvfølgelig også havde deres reaktioner.«

Nu hvor det virkelig har været den helt rigtige beslutning, fortryder du så, at du ikke gik fra ham noget før?

»På nogle punkter. Samtidig tror jeg, at skyldfølelsen måske havde været stærkere, hvis jeg var gået før. Det har jeg ikke nu, fordi jeg kæmpede så længe for min familie, inden jeg endelig fik modet til at gå. Men det kan jo så have gået ud over andre ting…«

Er der noget, du ville have gjort om?

»Ja, jeg fortalte først andre om vores problemer i detaljer, efter bruddet. Så jeg følte mig meget alene med mine tanker, da jeg var gift, og min proces efter har også handlet om at være mig slev og være ærlig om det, der skete. Det har også gjort lettelsen endnu større.«

Hvis du kunne sige noget til dig selv dengang, du græd ned i håndklædet på badeværelset, hvad skulle det så være?

»Jeg ville give mig selv et kram og sige ‘det skal nok blive godt igen, du skal nok klare den’. Jeg ville minde mig selv om, hvor vigtigt det er at huske på sin egen lykke, for ellers går det også ud over ens børns.«