To personer er døde efter smitte med en af verdens mest smitsomme virussygdomme: Mæslinger.

Personerne døde i den amerikanske delstat Pennsylvania, der de seneste måneder har set en eksplosion i smitte med den farlige sygdom.

Det skriver NBC News.

Sygdommen har især bredt sig i området Lancaster County, hvor der tirsdag er bekræftet i alt 393 tilfælde af mæslinger i det seneste udbrud.

Derfor bekymrer de to dødsfald delstatens sundhedsminister, Debra Bogen, da det er 35 år siden, man sidst så døde af mæslinger, der især spredes blandt børn.

»Da mæslinger i vid udstrækning har været udryddet i delstaten i mere end tre årtier, er folk ikke bekendt med denne sygdom og forstår ikke fuldt ud, hvor alvorlig den kan være,« lyder det i en erklæring fra sundhedsministeren.

De to døde var ikke vaccineret mod sygdommen, der de seneste uger har sendt 70 personer på hospitalet.

Mediet skriver yderligere, at Lancaster County har set et markant fald i antallet af vaccinerede børn.

I 2017 blev mere end 95 procent vaccineret mod mæslinger, hvilket i 2025 var faldet til 87,5 procent.

Ifølge den amerikanske sundhedsmyndighed, Centers for Disease Control and Prevention, er der i år blevet indberettet 2.777 tilfælde af mæslinger på landsplan, hvilket er det højeste antal i USA i 35 år.