Antallet af indlagte med coronavirus er det seneste døgn faldet med 16 til 101. Der er to dødsfald.

Efter en tendens til stigende smittetal i sidste uge er antallet af daglige smittetilfælde for fjerde dag i træk under 1000.

Tirsdag er der registreret 886 nye smittetilfælde med coronavirus i Danmark. Det viser tal fra Statens Serum Institut (SSI).

Smittetallene ligger nogenlunde i tråd med udviklingen den seneste måned, hvor der i gennemsnit har været 881 smittetilfælde om dagen.

De seneste smittetilfælde er fundet via 55.875 PCR-test, der tages via en podning i halsen. Det giver en positivprocent på 1,59, hvilket flugter nogenlunde med den seneste måned.

På landets hospitaler er antallet af indlagte med coronavirus faldet med 16 til 101.

De forholdsvis lave daglige smittetal er et udtryk for, at det er sommer, og at mange er blevet vaccineret, siger Viggo Andreasen, der er lektor i matematisk epidemiologi ved Roskilde Universitet.

Men noget tyder nu på, at vaccineudrulningen ikke kommer til at rykke særligt meget mere, siger han.

Det, man nu må forvente, er, at epidemien blusser op igen til vinter, og de personer, der ikke er vaccineret, må forberede sig på, at de kan blive smittet med covid-19, lyder det fra Viggo Andreasen.

- Vi står i en situation, hvor vi skal finde ud af, hvordan kommer vi videre med corona, så vi kommer i en mere langvarig balance mellem sygdommen og befolkningen.

- Sådan en som mig vil sige, at det skal vi ved at sørge for, at der opnås immunitet af naturlig vej for den del af befolkningen, der ikke kan eller vil vaccineres.

- En læge vil sige, at nu er vi nået så langt, man kan med vacciner, og nu er der ikke nogen stærk sundhedsfaglig begrundelse for at opretholde den nødretstilstand, vi har været i et halvandet år, siger Viggo Andreasen.

Det daglige smittetal har i flere uger været på mellem 800-1100, og Viggo Andreasen forventer, at epidemien vil vende tilbage, når sommeren er slut.

Derfor understreger han, at de personer, der ikke er vaccineret, skal være forberedt på, at de kan blive syge med covid-19.

Antallet af indlagte nåede i starten af juli det hidtil laveste i år med 28 indlæggelser, men det er efterfølgende gået op.

Trods stigningen er der dog langt til situationen i vinter, hvor antallet af coronaindlagte på et tidspunkt var tæt på 1000.

Der er det seneste døgn registreret to nye dødsfald. Dermed har Danmark i alt 2562 coronarelaterede dødsfald.

Vaccinationerne fortsætter også med at skride frem. Tirsdag har Danmark nået en milepæl, da tre ud af fire af alle borgere over 12 år, nu er færdigvaccineret.

/ritzau/