Med over 1000 smittede for anden dag i træk står det klart, at der er en stigende tendens i Danmark.

Det vurderer Eskild Petersen, adjungeret professor i infektionssygdom ved Klinisk Institut på Aarhus Universitet.

Og det skyldes genåbningen af samfundet, lyder det.

- Det tror jeg ikke, der er nogen tvivl om. Restauranterne er fyldte. Der er godt med folk gaden efter lukketid. Så det er ikke nogen overraskelse, siger han.

Yderligere 1023 personer er bekræftet smittet, viser tal fra Statens Serum Institut hos Sundhedsstyrelsen.

Man skal helt tilbage til midten af januar for at finde de seneste dage, hvor der er registreret så mange smittede.

Det kan dog være svært at sammenligne smittetallet over tid. I januar blev der for eksempel testet færre personer hver dag.

Kigges der på andelen af de daglige positive test - også kaldet positivprocenten - er den et helt andet sted i dag.

Frem til midten af januar var positivprocenten over 1,00, men siden slutningen af januar har den dagligt været under 0,50.

Fredag har 0,51 procent af 202.279 test været positive, hvilket forlænger en let stigende tendens.

Med dagens smittetal har positivprocenten fem gange over de seneste seks dage været over 0,49 procent.

Der er også foretaget 496.584 lyntest. Positive test indgår først i de daglige smittetal, når er bekræftet ved en PCR-test.

Det skyldes, at der er en større usikkerhed forbundet med svarene fra lyntest.

Fredag morgen var 157 personer indlagt med corona på landets hospitaler. Det er 1 mere end torsdag morgen.

Af dem ligger 31 på intensivafdeling, og heraf er 16 tilkoblet en respirator. Det er henholdsvis 3 og 4 færre end torsdag.

Der er sket yderligere to dødsfald blandt smittede. I alt er 2495 smittede døde i Danmark under pandemien.

/ritzau/