Folketingsmedlem Thomas Danielsen (V) er for nylig blevet far for anden gang. Men den lille dreng fik en dramatisk start på livet.

Hvad der skulle have været et rutinetjek hos jordemoderen for Thomas Danielsens kone endte med akut kejsersnit på Skejby Sygehus.

Hele graviditeten var forløbet uden problemer, og på den sidste arbejdsdag på jobbet som advokat var hun taget afsted til jordemoder med bemærkningen »Jeg er tilbage inden frokost«, skriver Dagbladet Holstebro-Struer.

En ekstrem høj puls hos den lille dreng fik lægerne til at beslutte, at drengen skulle til verden med det samme.

Det skulle vise sig, at barnet havde en hjerterytmeforstyrrelse, som man ellers meget sjældent ser hos nyfødte børn.

Hvorfor det lige var sket for deres dreng, skulle parret først senere finde ud af.

På Skejby Sygehus gav lægerne den lille dreng elektrochok gennem hjertet for at få det til at slå roligt og normalt.

Hjertet blev dog ved med at slå unormalt, og nogle dage efter indlæggelsen på intensivafdelingen opdagede Thomas Danielsen, at bleen, han var ved at skifte, var fuld af blod.

Behandlingen blev antibiotika, men med fare for at der måske kunne gå hul på tarmene pga. lillemandens små tarme.

»Den store risiko var, hvis der gik hul på tarmene, så ville vores dreng være i alvorlig livsfare,« siger Thomas Danielsen til avisen.

Som frygtet gik der hul, og det blev et kapløb med tiden for at redde drengens liv.

På Skejby Sygehus findes kompetencerne ikke til de udfordringer, og derfor skulle han flyves med helikopter til Rigshospitalet i København.

Her stod speciallægerne klar ved operationsbordet for at fjerne hele tyktarmen og noget af tyndtarmen.

»Det er fantastisk, hvad vores læger kan udrette. Det viste sig, at der formentligt var en årsagssammenhæng mellem en dårlig tyktarm og et hjerte, der hamrede løs for at rette op på fejlen i tarmen,« siger Thomas Danielsen.

Siden lægerne har fjernet de dårlige dele af tarmene, har der ikke været problemer med hverken hjerterytme eller tarme. Den lille dreng fik en stomi som følge af operationen, men til efteråret kan tarmene igen opereres på plads.

Folketingspolitikeren og hustru Marie Dam Danielsens søn er igen hjemme efter den dramatiske oplevelse og kan nu holde barsel og ferie sammen. B.T. har forgæves forsøgt at få en uddybende kommentar fra politikeren, men han har ikke ønsket at medvirke.