9. klasseseleverne på Bankagerskolen i Horsens skal snart fejre, at de efter ti år forhåbentlig står med et afgangsbevis i hånden.

Og det har de blandt andet tænkt at gøre ved at kåre eleven med den bedste numse og den flotteste elev.

Eller det havde de.

Lærerne og lederne på skolen har nemlig valgt at rive samtlige af de sedler om nomineringer og kåringer, som eleverne havde hængt op på skolens gange, ned.

»Vi har stoppet kåringerne, for jeg synes, mange af dem er stødende. Der var eksempelvis 'årets røv', som er sexistisk i mine øjne,« siger Bent Nielsen, der er skoleleder på Bankagerskolen, til B.T.

Har I lignende kåringer på din skole? Eller er I som elever blevet forbudt at have dem? Så vil B.T. gerne høre fra dig. Skriv til journalist Sebastian Bjerring Jensen på sebj@bt.dk.

9. klasseseleverne havde pyntet skolen med sedler, hvor man kunne foreslå piger og drenge til en række forskellige kåringer som eksempelvis 'årets røv, 'årets beauty' og 'årets Randers'.

Det opdagede lærerne hurtigt, og sammen med afdelingslederen besluttede de at rive sedlerne ned.

»Langt de fleste kategorier er sjove, men der er også nogle, der er stødende. Det er en kultur, der skal ændres, og det kan vi være med til,« siger Bent Nielsen.

Det er ikke første gang, at danske skoler må træde ind over for krænkende, stødende eller ydmygende ritualer fra de unge elever.

B.T. beskrev i september lignende kåringer på Herfølge Skole, ligesom ydmygende puttemiddag-traditioner (se videoen øverst i artiklen) på Rungsted Gymnasium trak overskrifter i sommer.

Og ligesom det var tilfældet med de såkaldte puttemiddage, så var flere elever på Bankagerskolen også torsdag uforstående over for lærernes beslutning, da der blev holdt fællesmøde på skolen.

»Der var et fællesmøde i går, hvor vi meldte det ud. Jeg var ikke selv til stede, men jeg har hørt, at ikke alle elever tog lige godt imod det. Men det kan vi ikke tænke på. Jeg synes ikke, at man har tanke for, at nogen elever ikke synes, at sådan noget er sjovt, når man laver de her kåringer,« siger Bent Nielsen.