Coronavirussen har gennem de sidste efterhånden mange uger spredt sig verden over.
Nu er frygten for coronavirus også nået til Faxe, hvor en elev på Rolloskolen er blevet sat i karantæne som følge af virussen.
Det bekræfter Faxe Kommunes centerchef for Børn og Undervisning, Henrik Reumert, over for B.T.
»Det er rigtigt, at man har en elev fra Rolloskolen, som Sundhedsstyrelsen har valgt at sætte i karantæne.«
Den karantæneramte elev går på Rolleskolen i Faxe, hvor der går 385 elever. Der kan dog ikke gives informationer om, hvorvidt der er tale om en dreng eller pige, eller hvilket klassetrin den pågældende elev går på, da det vurderes, at det i så fald vil være for nemt at identificere eleven.
Henrik Reumert oplyser dog, at eleven er blevet sendt i karantæne, da et familiemedlem er vendt hjem fra en udlandsrejse, hvor der har været tilfælde af coronasmitte. Eleven er ikke selv testet positiv for virussen.
Den karantæneramte elev er Rolloskolens første, og det indtil videre enkeltstående tilfælde på skolen får da heller ikke kommunen til at overveje yderligere tiltag for at forhindre yderligere smittetilfælde.
Centerchef Henrik Reumert oplyser dog, at man følger Sundhedsstyrelsens vejledninger, samt at der er rekvireret håndsprit på skolerne, hvor underviserne også taler med deres elever om coronavirussen, og hvordan man bedst minimerer muligheden for smitte.
I skrivende stund er der 35 coronasmittede i Danmark, mens 628 personer er karantæneramte, skriver Styrelsen for Patientsikkerhed.
De tal forventes dog at stige over tid, har overlæge Tyra Grove Krause ved Statens Serums Institut tidligere udtalt.
»Måske vil 10-15 procent af befolkningen bliver smittet i første omgang, men så vil det vende tilbage senere, og det vil blive et virus, der kommer tilbage år efter år. Men det vil tage en årrække, inden næsten alle er blevet smittet med virusset,« siger hun.
Sundhedsstyrelsen har tidligere meldt ud, at coronavirussen i værste tilfælde vil kunne ramme op mod 500.000 personer på én gang, såfremt virussen udvikler sig til en epidemi.



