De har en enorm attraktionsværdi og er nogle af Danmarks mest fotograferede dyr.

Netop derfor har Naturstyrelsen en stor kærlighed til flokken af får og lam, som lige nu går og græsser på Kalvebod Fælled i København – et stort naturområde med mange daglige besøgende.

Men der er et problem.

Flere af de besøgende forstår ikke, hvordan man skal opføre sig sammen med levende dyr. Og det kan have konsekvenser.

»Der er nogle unge knægte, der er immune over for henstillinger og flere gange har jagtet fårene og lammene med kæppe,« fortæller Jes Aagaard, der er naturvejleder hos Naturstyrelsen.

Han betegner det som »drengestreger, der er løbet løbsk.«

»Jeg tror ikke, de slår fårene. De prøver mere at dirigere dem rundt. Men det siger sig selv, at når man som får eller lam bliver jagtet rundt i manegen, så bliver man bange og stresset. Det forringer deres livskvalitet,« siger Jes Aagaard.

I yderste konsekvens vil drengestregerne kunne medføre, at bindingen mellem fårene og lammene bliver brudt.

Naturcenter Amager har cirka 30 får og lam gående. Her ses nogle af dem. Foto: Naturstyrelsen
Naturcenter Amager har cirka 30 får og lam gående. Her ses nogle af dem. Foto: Naturstyrelsen
Vis mere

»Hvis man bryder bindingen, kan lammet ikke få den mælk, det har behov for. Det er det værste, der kan ske,« siger Jes Aagaard og fortsætter:

»Man skal tage hensyn og give dem fred. Det er ikke ligesom med kælelam. De er vant til mennesker, men man skal holde afstand til dem, medmindre man medbringer en foderspand, og de selv kommer hen til én,« tilføjer han.

For at komme problemet til livs har Naturcenter Amager postet et opslag på deres Facebook-side med en opfordring til de besøgende om at stoppe den uhensigtsmæssige adfærd.

»Der har været adskillige tilfælde, blandt andet et par gange den seneste weekend. Derfor tager vi nu affære og håber, vi kan lægge kollektivt pres på forældrene,« siger Jes Aagaard.

Det er ikke første gang, at naturparken har oplevet problemer med besøgende. For nogle år siden spredte en muskelhund skræk og rædsel på Kalvebod Fælled.

Hundens ejer trænede den op til at slå ihjel.

»Det var vanvittigt. Han løsnede sin muskelhund derude, og jeg måtte personligt aflive to skambidte får,« siger Jes Aagaard.

Han forklarer, at muskelhunde har et ekstremt kraftigt kæbetryk, og at den pågældende hund bed sig fast i snuden på fårene, så de blev kvalt.

»Den forreste del af deres kranie var fuldstændig bidt i stykker. Det lignede en pose Lego-klodser. Så der var ikke andet at gøre end at aflive dem,« siger Jes Aagaard.

Flere gange forsøgte man at stoppe muskelhunden og dens ejer, men manden var bedøvende ligeglad.

»Han var iskold, og vi endte derfor med at politianmelde ham, hvilket der dog ikke kom noget ud af,« siger Jes Aagaard.

Han frygter dog umiddelbart ikke, at manden og hans muskelhund vender tilbage.

»Det er ved at være nogle år tilbage i tiden. Jeg er mere bekymret for andre hundeejere. Det sker ind imellem, at der render løse hunde rundt efter fårene inde i naturparken, hvilket er virkelig stressende for dem,« siger han.

Fåreflokken på Naturcenter Amager tæller cirka 30 får og lam. Derudover har naturparken cirka tusind køer gående. Og også dem bør man holde behørig afstand til.

»Her er problemstillingen omvendt. Hvis man går med sin hund og kommer imellem en ko og dens kalv, så kan det være farligt, da koen kan finde på at gå til angreb, siger Jes Aagaard.