Danskerne eksploderede i en rus af fest og jubel, da Danmark for 75 år siden – den 5. maj 1945 – atter var en fri nation efter fem års tysk besættelse.
Men samtidig med lyden af fest kunne også høres lyden af skud, eksplosioner og hårde kampe. En spiral af vold, henrettelser, hævn og regnskab, der skulle gøres op, eksploderede ganske enkelt og kostede et stort antal danskere livet i løbet af 24 brutale timer.
»Det blev et meget, meget blodigt døgn. Og det er der flere årsager til,« forklarer Claus Bundgård Christensen, historiker og lektor ved Roskilde Universitet:
»For de fleste bliver den 5. maj en historisk folkefest med en ubeskrivelig glædesrus. Men for andre bliver det starten på et mareridt. Der er mange regnskaber, der bliver gjort op.«
Et præcist dødstal for den 5. maj 1945 er aldrig opgjort. Men flere historikere har gennem årene sat det til adskillige hundrede døde.
Og dødsårsagerne er mange.
»Der er en del mennesker, der omkommer ved vådeskudsulykker. Det danske samfund flyder med våben på det her tidspunkt. Det er ikke alle, der har lige godt styr på de våben. Situationen er anspændt, og sikkerheden er ikke i top. Så der er en del, der omkommer ved vådeskud,« forklarer Claus Bundgård Christensen:
»Det er både tilfældige civile, og så er det også nogle af de modstandsfolk, som måske ikke er så trænede i at håndtere et skydevåben.«
I byer som Odense, Aalborg, Aarhus og København udbryder der hårde kampe.
Det koster et stort antal civile livet, fordi de som tilskuere til kampene bliver ramt af vildfarne projektiler.
I Odense dør omkring 12 civile, og 80 bliver såret, da modstandsfolk og danskere i tysk tjeneste kommer i hård kamp.
Og der er flere lignende eksempler:
»Inde ved Rosenborg Slot i København opstår der interne kampe på de tyske kaserner. Der er nogle ungarske hjælpetropper, som får besked på, at de skal indsættes mod den røde hær. Det vil de ikke, og så udbryder der kamp. Der er 11 københavnere, der dør, fordi de bliver ramt i forbindelse med de kampe,« forklarer Claus Bundgård Christensen.
Og så er der deltagerne i selve kampene.
Allerede mens festlighederne er i gang, begynder modstandsbevægelsen at køre rundt og samle folk op for at internere dem i lejre.
Det er typisk danske nazister, danskere, som har samarbejdet med tyskerne, eller danskere i tysk tjeneste.
En del af de danskere, som har kæmpet for nazisterne, gør modstand.
»Det er typisk danskere i tysk tjeneste, der ikke vil overgive sig. Nogle af dem er desperate. De er bange og klar over, at de er forhadte. Nogle af dem er fanatiske nazister, som vil kæmpe til det sidste. De regner med, at de alligevel bliver slået ihjel, og så vil de tage nogen med sig,« siger Claus Bundgård Christensen og forklarer:
»Nogle af de her folk er meget forråede og brutaliserede. De har været ved Østfronten, måske har de deltaget i krigsforbrydelser. De har set alt muligt. For dem var det måske den mest logiske løsning at forsøge at skyde sig ud af situationen.«
Enkelte bliver ganske enkelt henrettet.
»Der er rigtig mange, der bliver samlet op af modstandsfolkene og kørt ud til interneringsstederne. Mange bliver hentet i deres hjem på dagen,« forklarer Claus Bundgård Christensen:
»Tyskerpiger blev slæbt ud på gaden og ydmyget. Nogle nazister får en meget hård medfart. I nogle tilfælde bliver de henrettet.«
På trods af de mange drab og dødsfald på dagen er den 5. maj dog stadigvæk en af de største festdage i dansk historie.
»Der var en ubeskrivelig glæde. Det var den største folkefest i nyere tid. Og det er også i dag en dag, som er værd at mindes og glædes over. Besættelsen betragtes af mange som den vigtigste periode i vores moderne historie – også med rette. Så det er værd stadigvæk at fejre.«
