»Der var kun byttemærke til det tørklæde, jeg fik i julegave, så jeg kunne ikke få pengene tilbage. Kun et tilgodebevis, jeg ikke ville have.«

Ordene kommer fra Anne-Marie Rasmussen på 82 år, som B.T. møder på Strøget i indre København torsdag eftermiddag.

Her vrimler det med folk, der skal bytte deres julegaver. Præcis som det plejer i dagene efter jul.

Men hvordan ser det ud med dine rettigheder, når du skal bytte gaver?

B.T.s samtaler med folk på Strøget viser, at der tydeligvis er ret så stor usikkerhed om, hvornår man har ret til at bytte, og om man altid kan få gavens værdi i kontanter i stedet for en ny ting i bytte.

Og den forvirring kan Forbrugerrådets politiske chef, Uffe Rabe Krag, godt forstå.

»Hvad man har af rettigheder, kommer an på, hvor gaverne er købt,« siger han og tilføjer:

»Er de købt i en fysisk butik eller online, er der forskellige regler. Du har bedre rettigheder, hvis det er købt online fra dansk eller europæisk onlineshop, for så har du altid 14 dages fortrydelsesret, hvor du kan bytte eller få pengene helt tilbage.«

Han gør dog opmærksom på, at fortrydelsesretten starter fra den dag, varen bliver sendt til gavegiveren, og altså ikke med start fra 24. december.

I forhold til almindelige fysiske butikker, så er der ikke nogen lovgivning om fortrydelsesret.

»Lovmæssigt skal butikkerne ikke tilbyde at bytte varerne, man har købt, men de gør det stort set alle sammen. Når du køber en pakke Lego, og de i legetøjsbutikken putter byttemærke på, så er det faktisk ekstra service, de giver dig,« siger han og fortsætter:

»Det er ikke noget, de er forpligtet til, og det er der ikke så mange, der ved.«

Så er der spørgsmålet om, hvad der skal til for, man kan få pengene retur i stedet for kun at bytte til anden vare af samme værdi?

Præcis som Anne-Marie Rasmussen på 82 år forsøgte uden held.

»Vores generelle erfaring er, at mange butikker i Danmark tilbyder at betale pengene tilbage, hvis du har kvitteringen. Men det er ikke noget, de er forpligtet til lovmæssigt,« siger Uffe Rabe Krag.