Der er intet som en søndag på stranden.
Åbenbart heller ikke for mange danskere, selvom Danmark er ramt af minusgrader.
Ifølge TV 2 er en stor gruppe danskere søndag strømmet til Amager Strandpark for at gå på isen.
Men det er bestemt ikke ufarligt, og derfor har både politi og beredskab været ude og advare mod at gøre det.
Det fortæller Simon Kjærgaard, der er indsatsleder ved Hovedstadens Beredskab, til mediet.
»Det ser hyggeligt ud, men det er noget, vi fraråder. Hvis man skal færdes på isen, skal det være et sted, der er sikkert,« siger han til TV 2.
Københavns Kommune oplyser på deres hjemmeside, at isen ved havnen, de fleste søer og kysterne aldrig bliver sikker.
Det er derimod tilladt at gå på isen, hvis kommunen har sat et 'Færdsel på isen tilladt'-skilt op.
I sådanne tilfælde skal man alligevel være opmærksom, da vejret pludselig kan skifte.

