Vandreruten Camønoen på øerne Møn, Bogø og Nyord er blevet et kæmpe tilløbsstykke. På godt og ondt.

For med det store antal besøgende er der opstået et ret ulækkert problem - til stor frustration for de lokale.

Langs den 175 kilometer lange vandrerute er der efterladt en del skrald og toiletpapir. Og ikke nok med det.

Adskillige af de besøgende forretter deres nødtørft i naturen og efterlader en ildelugtende hilsen til Camønoens andre gæster.

»Der ér langt mellem toiletterne, der er langt mellem vandposterne, og der langt mellem skraldespandene. Jeg har hørt, at folk skider der, hvor der er plads eller graver et hul og sætter sig, hvorefter toiletpapiret flyver væk,« siger driftslederen for Camønoen, Jeanette Lopez-Zepeda fra Museum Sydøstdanmark, til TV 2 Øst og fortsætter:

»Man skal slet ikke gøre sådan noget. Man skal værne om den natur, som man gerne vil ud i, og det opfordrer vi også til. Der er ikke allemandsret, derfor kan man ikke bare opføre sig, som man vil ude på ruten.«

Hun påpeger, at det især er cyklister og folk, der uden videre planlægning begynder at gå ad ruten, som står bag svineriet.

Siden Camønoen åbnede i 2016, har den været en stor succes.

Målsætningen var at nå op på 10.000 besøgende i 2025, men allerede i 2017 benyttede 11.000 vandrere sig af ruten gennem det naturskønne område.

Men Camønoen er slet ikke gearet til de mange besøgende.

Der mangler både vandposter, overnatningsmuligheder og toiletter langs vandreruten, og det vil borgmester i Vordingborg Kommune, Mikael Smed (S), nu gøre noget ved.

Han vil afsætte penge til at forbedre faciliteterne langs Camønoen. Kommunen overvejer også at betale for at holde ruten ren og pæn.