»Skrupforkert signal at sende.« »Hvor er det dog langt ude.« »Sikke noget pjat.«
Bølgerne går højt, efter at en friskole har skiftet navn – på grund af, at et enkelt ord nu er blevet fjernet.
Randers Kristne Friskole og Moseskellets vuggestue og børnehave har efter flere års overvejelser skiftet navn og kommer nu til at hedde Randers Friskole og Børnehus.
At ordet 'Kristne' i den forbindelse er blevet droppet får en drøj medfart blandt flere borgere.
»Hvor er det dog langt ude. Danmark er et kristent land og opbygget på kristne værdier. Hvorfor skal det nu være ekskluderende?,« skriver en bruger i en Facebook-kommentar til Randers Amtsavis' artikel om friskolen og børnehusets navneskift.
Flere andre brugere – og lokalpolitikere – følger trop.
»Jeg er ikke kristen, så har ikke en nød i klemme i denne sag, men hvorfor tage et navneskift, hvis navnet repræsenterer det, skolen står for?,« spørger en anden bruger, og fortsætter:
»Er dette endnu et forsøg på at bøje knæet for en altopslugende, antitraditonær ideologi, 'de frelste', som jeg kalder dem, eller det mere almindelige 'woke'-segment (ordet 'woke' henviser til identitetspolitisk bevidste og politisk korrekte personer, red.). Man savner godt nok, at folk står ved deres identitet, traditioner og kulturelle ånd, man behøver ikke lave om på sit dna for at behage en flok, som i sig selv ikke kan stilles tilfreds med status quo.«
Byrådsmedlem i Randers og Regionsrådskandidat i Region Midtjylland, Nick Zimmermann (DF), er heller ikke tilfreds med friskolens beslutning:
»Sikke dog noget pjat, vi lever altså i Danmark! Ordet kristent er på ingen måde ekskluderende og bliver det aldrig,« skriver han i en Facebook-kommentar.
Formanden for Randers Friskole og Børnehus' bestyrelse, Niels Ole Husum Sørensen, mener, at 'kritikken rammer ved siden af skiven'.
»Det, der er problemet her, er, hvad folk lægger i ordet ’kristne’. For vores vedkommende ønsker vi at drive en skole, som er gennemsyret af de kristne værdier, men som er åben for børn og unge med forskellig baggrund,« siger han til Randers Amtsavis.
Den forklaring vækker dog undren blandt en af de få, som i debatten på Facebook ellers udtrykker forståelse for navneskiftet, idet den pågældende debattør aktivt ville styre udenom erklæret religiøse institutioner i tilfælde af, at han var jobsøgende lærer eller skulle lede efter en skole til sit barn.
»Hvis det ikke handler om at opbløde/ændre brandingen, så giver beslutningen ingen mening,« skriver brugeren.
På Randers Friskole og Børnehus' hjemmeside – hvor navneskiftet er slået igennem – skriver den selvejende institution, at friskolen 'bygger på et fælleskirkeligt grundlag i samarbejde mellem folkekirken og evangeliske frikirker'.
Randers Friskole blev oprettet i 1991. Der går omkring 200 elever på friskolen, mens der med tiden skal blive plads til 50 børn i den nyetablerede vuggestue og børnehave.



