Odense Zoo har valgt at åbne op for gæster den 4. marts. En nyhed, som de formentlig havde troet ville skabe god stemning.

Men det har bestemt ikke været tilfældet. Flere er sure over, at de vælger at åbne dørene op.

Det skriver TV 2.

Et opslag på Facebook om at de åbner op igen har fået mere end 1700 kommentarer, og det er altså ikke kun gæster, der glæder sig til at se elefanterne og de andre dyr, der har kommenteret opslaget.

Foto: Sarah Christine Nørgaard
Vis mere

»Jeg håber, I ved, hvad I gør. Når I nu har bevist, at I går ind for diktatur, tror jeg, I skal regne med en kraftig nedgang af besøgende,« skriver en Facebook-bruger.

Odense Zoo følger ellers retningslinjerne fra myndighederne og kræver en negativ coronatest fra deres gæster, der ikke må være mere end 72 timer gammel, før at man kan komme ind.

»Zoo for pokker! Stop med at være med til at holde hele denne TESTPANDEMI kørende. Det handler ikke om en virus, men om kontrol. Så hjælp med at stoppe dette vanvid ved at begynde at sige fra!,« lyder det fra en anden bruger i kommentarsporet.

De mange negative kommentarer overrasker Odense Zoos administrerende direktør, Bjarne Klausen.

»Vi havde overhovedet ikke forestillet os, at der ville komme den slags reaktioner,« siger han til TV 2.

Odense Zoo har nu følt sig nødsaget til at slette kommentarer i deres Facebook-opslag, hvis kommentaren ikke overholder en god tone.

Kravet om en negativ test gælder ikke kun for Zoo, men for alle udendørs kulturinstitutioner.