En rotte sneg sig tilsyneladende med ind i butikken, da der skulle leveres varer til Føtex i Aarhus-bydelen Egå fredag. Der er i hvert fald fundet sport efter en rotte. 

Butikken måtte straks lukkes ned, men nu er der så opstået et nyt problem.

Det skriver TV 2 Østjylland.

Supermarkedet fungerer også som pakkeafhentningssted, og pakkerne er blevet ved med at vælte ind, mens butikken er lukket.

En midlertidig løsning er, at butikken Used Tools nu modtager pakkerne som skulle udleveres i Føtex. Og der er mange.

Det har bragt indehaveren, Lars Rode, på ekstra arbejde.

Til TV 2 Østjylland siger han:

»Jeg kaldte en medarbejder på arbejde hele søndag. Han fik fri klokken 22, og jeg gik selv og byggede om frem til klokken 02 om natten.«

Han har været nødt til at flytte helt rundt i forretningen, så der er blevet plads til pakkehylder.

Rode siger, at han gør det for, at folk kan få deres pakker.

Tirsdag er der hele 700 uafhentede pakker i butikken.