»Vi har altid haft en fornemmelse af, at ikke alt var helt, som det skulle være.«
Da Magnus og Ann Katrine Abildgaard Bøll blev forældre til deres første barn for fire år siden, var det en drøm, der gik i opfyldelse. De første måneder med deres lille spæde datter Vigga lignede de fleste andre nybagte familiers hverdag.
Men da Vigga blev to måneder, begyndte Ann Katrine og Magnus at blive opmærksomme på, at hun var anderledes end andre børn.
En ny rapport fra Social- og Indenrigsministeriets Benchmarkingenhed viser, at der er stor forskel på, hvor gode regionerne er til at udrede børn med psykiatriske diagnoser, og i region Syddanmark, hvor Magnus og Ann Katrine bor, får færrest børn med samme udfordringer som Vigga de autismediagnoser, der kan sikre dem den hjælp, de har brug for.
Vigga var allerede som helt lille utrolig følsom over for lyd, og Ann Katrine havde svært ved at give hende mad og svært ved at trøste hende.
Forældrene lagde også tidligt mærke til, at Vigga havde nogle meget stereotypiske bevægelser med sine fingre og hænder, som hun blev ved med at gentage.
Tingene blev ikke bedre i takt med, at Vigga blev ældre, og da hun et år gammel startede i vuggestue, gik det helt galt.
Hun var ked af det, når hun blev afleveret, og hver gang Magnus og Ann Katrine hentede deres datter, fandt de hende siddende alene i en vindueskarm eller i garderoben.
Forældrene flyttede Vigga til en dagpleje for at give hende mere rolige omgivelser, og selv om Vigga havde det bedre der, gik der ikke længe, før nye bekymringer meldte sig.
Hver gang Magnus og Ann Katrine modtog billeder fra dagplejen, kunne de se glade børn, der legede, mens det eneste spor af Vigga var hendes sutsko nede i hjørnet af billedet, fordi hun sad og legede for sig selv.
»Det gjorde ondt at se,« fortæller Ann Katrine.
Dagplejen fortalte Ann Katrine og Magnus, at hun heller ikke vidste, hvad hun skulle gøre. Hun havde svært ved at få Vigga med i lege og fællesaktiviteter. Hun virkede, som om hun befandt sig i sin helt egen verden, sagde dagplejemoren.
De blev enige om at tilkalde PPR, der rådgiver institutioner om børn med specialpædagogiske problemstillinger.
På det tidspunkt var Ann Katrine og Magnus overbeviste om, at deres lille pige var anderledes end andre børn.
»Vi havde snakket om, at hendes udfordringer nok lå inden for hendes følelsesregister, og vi havde googlet tilstrækkeligt meget til, at vi mistænkte autisme,« siger Ann Katrine.
Der kom det, som forældrene troede var en psykolog, ud i dagplejen for at observere Vigga. Magnus og Ann Katrine spurgte, om hun kunne udrede Vigga for autisme, og det husker de, hun svarede ja til.
De husker også, hvordan kvinden, der senere viste sig at være psykologisk konsulent, skrev autisme på et stykke papir og satte et kryds hen over.
Vigga var ikke autist, sagde hun.
»Jeg var meget lettet, da vi gik derfra,« siger Ann Katrine.
Men Vigga blev sideløbende set af familiens egen læge, der havde viderehenvist hende til en børnelæge, og han mente, at hun med stor sandsynlighed havde autisme.
Fordi Vigga var under tre år, blev hun viderehenvist til udredning på Odense Universitetshospital, men Magnus og Ann Katrine oplevede ikke, de fik noget ud af at køre den lange vej fra Haderslev til Fyn.
I Odense afviste de at teste Vigga for autisme efter forældrenes ønske, fordi de mente, hun havde gode sociale kompetencer. Hun fik i stedet arbejdsdiagnosen emotionel forstyrrelse.
Vigga startede i en lille privat børnehave, men hendes problemer fortsatte, og til sidst kunne hun kun klare at være i børnehave få timer om ugen.
Magnus og Ann Katrine endte med at være så desperate for at få hjælp til deres datter, at de selv betalte for at få hende udredt ved en privat psykiater.
Der var ingen tvivl. Vigga har autisme.
Og selv om det var en lettelse for Magnus og Ann Katrine at få diagnosen, var det også en stor sorg.
»Man mister jo ikke et barn, men man mister nogle muligheder for et barn, som man elsker og ønsker det bedste for,« siger Magnus.
Efter Vigga fik sin diagnose, lykkedes det efter lang tid via en klage til Ankestyrelsen for Magnus og Ann Katrine endelig at få kompensation for tabt arbejdsfortjeneste.
Men selv om deres lille datter nu har en diagnose, må Magnus og Ann Katrine fortsat kæmpe med kommunen om at få den hjælp, som de nu ved, at Vigga har brug for.
Både Ann Katrine og Magnus er kede af, at det skulle tage så lang tid for deres datter at få en diagnose.
»Det er svært for os at tænke på, at hun har haft det så svært i så mange år, hvor hun burde have fået hjælp.«
I Region Syddanmark, hvor Magnus og Ann Katrine er bosat, er det kun 8,9 ud af 1.000 børn, der bliver diagnosticeret med en autismespektrumforstyrrelse. I Region Sjælland er det 20,6 børn. Altså mere end dobbelt så mange.
Det undrer formanden i Landsforeningen Autisme, Heidi Thamestrup.
»Det giver slet ikke mening, at der er så mange flere autistiske børn på Sjælland end i Syddanmark. Det er jo et klokkeklart udtryk for, at man vælger ikke at diagnosticere børn med autisme eller simpelthen ikke har kompetencerne til at diagnosticere dem. Det betyder reelt, at de sårbare børn taber det regionale lotteri,« siger Heidi Thamestrup
