Frank Martinsen har passet på Bill Clinton, George Bush og Anders Fogh Rasmussen, som han var personlig livvagt for i seks år. Han har jagtet rockere, narkokriminelle og overvåget terrorister. Han er uddannet til at passe på alle os andre. Men hvem passer på mennesker som Frank Martinsen?
Det her er historien om manden, der var livvagt for statsministeren, men endte som hjemløs.
Det er historien om, hvor lang vejen tilbage kan være, når livet for alvor er væltet.
»Jeg har levet et vildt liv, og jeg har betalt prisen,« siger Frank Martinsen i dag.
I alarmberedskab
Det meste af sit voksenliv har han levet i konstant alarmberedskab. Som soldat i forsvaret, som politimand og indsatsleder i Aktionsstyrken og som livvagt i PET har han været på vagt.
En tilstand, der har givet ham posttraumatisk stress (PTSD).
Hans alarmklokker bimler, hvis bussen er overfyldt, eller hvis folk nærmer sig bagfra.
»Hvis jeg sidder i en bus, og der kommer en børnehave ind, så tænder jeg af. Al den råben og skrigen kan jeg ikke tåle.«
Tidligere holdt han mange foredrag, og det er han ved at få gang i igen.
»Det er ligemeget, om det er for 400 mennesker eller 12, men der må bare ikke komme nogen bagfra, for så står jeg sådan her,« siger han og indtager kampposition.
»Jeg ved godt, at det er sygeligt, men jeg kan ikke gøre for det. Jeg reagerer, mister fokus og bliver straks 'alert, alert, alert'. Hvad sker der? Hvad vil de?«
Alkohol som medicin
I flere år forsøgte han selv at klare problemerne. Men de blev kun værre.
»Jeg, der altid har været punktlig inden for sekunder, kunne pludselig ikke overskue noget som helst. Jeg mistede overblikket, glemte at betale mine regninger og blev smidt ud af min lejlighed. Jeg kunne ikke sove, og begyndte at drikke mig pissefuld for at falde i søvn.«
For to-tre år siden havde han mistet alt. Ægteskabet var røget, og de fire børn, han er far til, havde trukket sig væk.
»Da det gik helt ad helvede til, gad de ikke se mig. De gad ikke sådan en alkoholiseret far, der sumpede rundt. Jeg var hjemløs, røg fra herberg til herberg, kom op at slås og gjorde alt det, som man ikke skal.«
Blandt sine tidligere kollegaer fik Frank Martinsen ry for at være 'en bombe', der kunne tænde af når som helst.
»Når Frank Martinsen skulle anholdes for at lave et eller andet, kom der 12 betjente, ikke bare to,« siger han og tilføjer:
»Jeg er pisse flov over det.«
Alkoholen accelererede den rutsjebane, som PTSD'en havde anbragt ham i, og turen nedad gik hurtigere og hurtigere. Lige indtil den dag i 2016, hvor en medarbejder fra Veteranstøtten bankede på hans dør på et herberg i Valby og spurgte, om han ikke måtte hjælpe ham.
»Jeg var pissefuld og reagerede sådan her,« siger han og viser med knyttede hænder, hvordan han var klar til kamp.
Men han gav efter, og derfra begyndte det - ganske langsomt - at gå fremad.
Safehouse på Fyn
Frank Martinsen fik hjælp til at finde fodfæste. Han fik en lejlighed på Frederiksberg, hvor han i dag bor, og tilbud om en plads på forsorgshjemmet for veteraner på Fyn.
Langt ude på landet ved Broby har han fundet den ro, der er nødvendig for, at han igen kan finde sin plads i livet.
I dag har han det godt, men der er stadig et stykke vej at gå. Han har igen fået kontakt til sine børn og børnebørn.
»For en måned siden så jeg min søn blive danmarksmester i atletik. Jeg blev så stolt - og det var dejligt, at han kunne se sin far ædru.«
Lige nu bor Frank Martinsen dels i den bjælkehytte, der er blevet hans fynske 'safehouse', dels i sin lejlighed på Frederiksberg. Han regner med at forlade bjælkehytten i løbet af et par måneder, men det kan også tage længere tid.
»Det vigtige er at blive helt klar.«
Når det brænder på i hans hoved, tager han bussen ind til byen og stiger på havnebussen. Chaufførerne kender ham, for han sidder altid på det samme sæde bagest til højre. Så sejler han rundt et par timer og skriver lidt noter til den bog om sit liv, som han drømmer om at udgive.
Ud over bogen er hans drøm at komme 100 pct. tilbage i sin egen lejlighed, at kunne holde foredrag og at finde et job, hvor han kan passe ind. Måske som sikkerhedsrådgiver i filmbranchen eller som rejseguide.
Og så vil han gerne have en hund.
Men ikke endnu.
»Jeg er ikke helt klar til, at nogen er afhængig af mig. Først skal jeg hjem og slå rod.«
Torsdag kan du se mere til Frank Martinsen i TV2-programmet 'Station 2 - Tæt på'.
'.
