Redaktør på TV 2 Jakob Tage Ramlyng er den første dansker, der har fået konstateret coronavirus.

Nu fortæller han om, hvordan det var at modtage beskeden om, at han var smittet.

Det gjorde han i et interview på TV 2 i programmet 'News & Co'.

»Det er surrealistisk. Vi tænkte, at det var løgn, og at det kunne være rigtigt. Vi var helt forvirrede. Jeg har ikke sovet siden i går,« fortalte Jakob Tage Ramlyng, inden han fortsatte:

Jakob Tage Ramlyng fotograferet under sin skiferie.
Jakob Tage Ramlyng fotograferet under sin skiferie.
Vis mere

»Jeg fik det pludseligt lidt dårligt på arbejdet. Jeg var forkølet og havde meget ondt i hovedet. Jeg tog til lægen, og jeg blev tjekket for virussen onsdag eftermiddag. Jeg blev så ringet op klokken 02:00 natten til torsdag, hvor lægen gav mig beskeden om, at jeg havde coronavirus.«

Jacob Tage Ramlyng har to børn på ni og 12 år sammen med sin kone, og de er nu også i karantæne.

Det er også noget, som børnene kan mærke:

»Den store har fødselsdag i morgen, og vi har måtte aflyse det hele. Det er han selvfølgelig rigtig ked af.«

»Den lille har spillet iPad hele dagen. Det synes han var rigtig fedt. Så han tager det fint. Men han savner sine venner,« fortæller TV 2-medarbejderen.

Den coronavirus ramte dansker fortæller også, at konen og den yngste søn har været syge siden tirsdag, mens den ældste søn først har vist symptomer torsdag.

Selvom der nu venter 14 dage i karantæne, så tilføjer Jakob Tage Ramlyng, at de nok skal få tingene til at fungere.

Danskeren blev smittet efter, at han havde været på skiferie med familien i Norditalien.