Omikron er formentlig lige så farlig som Delta-variant, men behandlingsmuligheder er gode, siger danske læger.

Personer, der bliver smittet med den nye Omikron-variant, kan blive lige så syge som patienter, der har været ramt af Delta og andre varianter.

Sådan lyder erfaringerne fra en række læger, som Berlingske har talt med, efter at de første patienter med Omikron-varianten er begyndt at blive indlagt på danske hospitaler.

Ifølge avisen er Omikron-varianten indtil videre konstateret hos i alt 45 indlagte, siden den først dukkede op i Danmark i slutningen af november.

Og hos dem har symptomerne været de samme som ved de øvrige varianter. Det vil blandt andet sige vejrtrækningsbesvær og en betændelsesreaktion i lungerne, som i værste fald kan føre til lungesvigt.

Der har også været enkelte tilfælde, hvor Omikron-smittede er blevet indlagt på intensiv, skriver Berlingske.

- Det er for tidligt at udtale sig skråsikkert om Omikron med de begrænsede erfaringer, vi har. Lige nu tror jeg dog, at vi skal være forberedt på, at den kan være op til lige så farlig som Delta-varianten, siger professor i akutmedicin på Herlev-Gentofte Hospital Kasper Iversen til avisen.

Lægerne, som Berlingske har talt med, fortæller, at behandlingen af Omikron-smittede i det store hele vil være den samme som andre covid-19-patienter.

De fremhæver også, at vaccinerne formentlig vil kunne beskytte mange mod at blive alvorligt syge af den nye variant, og at behandlingsmulighederne er gode.

Den store bekymring er imidlertid, at Omikron ser ud til at være langt mere smitsom end andre varianter. Derfor kan den føre til et meget stort antal indlæggelser i den kommende tid - også selv hvis symptomerne med varianten viser sig at være mildere.

- Der er stadig mange ubekendte, men Omikron har bestemt potentiale til at kunne medføre en bølge af indlæggelser, som kan blive lige så høj som sidste vinter og måske også højere, siger overlæge Nicolai Haase fra Rigshospitalets intensivafdeling til Berlingske.

Torsdag blev der registreret 9999 nye tilfælde af coronavirus i Danmark. Næsten 3000 af dem var med Omikron-varianten.

Samtidig steg antallet af indlagte til 517. Det er det højeste siden 1. februar.

Professor på intensivafdelingen på Rigshospitalet Anders Perner vurderer over for Berlingske, at man i løbet af en uges tid vil have et klart billede af, hvordan Omikron-varianten vil påvirke indlæggelserne på landets hospitaler.

/ritzau/