Fredag klokken 08.22 kan man for første gang i mere end ti år komme fra København via Berlin til den tjekkiske hovedstad, Prag, uden at skifte tog undervejs.

Initiativet med en direkte togtur fra den danske hovedstad til Prag er et samarbejde mellem DSB, tyske Deutsche Bahn (DB) og tjekkiske České Dráhy (CD).

Den nye togforbindelse er det første af i alt ti europæiske projekter om at forbedre grænseoverskridende togforbindelser i Europa, som støttes af EU-Kommissionen.

Turen mod Prag kommer til at have to afgange året rundt, mens der i højsæsonen - eller sommermånederne - også vil køre et nattog og dermed øge mængden til tre daglige afgange.

Rejsetiden til Prag vil som udgangspunkt være på 11 timer, mens den til Berlin lyder på omkring syv timer.

I første omgang vil der dog være en smule længere rejsetid, fordi et sporarbejde i det nordlige Tyskland forsinker rejsen med omkring to timer.

DSB oplyser til Ritzau, at det kun vil være i perioden mellem 1. maj og 13. juni, at forsinkelsen finder sted, hvorefter togene følger den almindelige tidsplan fra 14. juni og frem.

Ud over hovedstaden kommer toget til at stoppe i Ringsted, Odense, Kolding og Padborg på sin tur gennem Danmark.

I Tyskland og Tjekkiet kommer der foruden Berlin og Prag blandt andet til at være stop i Hamburg, Dresden og tjekkiske Decin.

Om bord på togene vil der være 555 pladser fordelt på første og anden klasse.

DSB oplyser, at der på togene vil være faciliteter såsom en bistrovogn, der blandt andet indeholder et fadølsanlæg, en espressomaskine og flere kolde og varme retter.

Derudover vil der blandt andet også være en børnebiograf med tjekkiske tegnefilm og borde med brætspil i familieafdelingen, lyder det fra DSB.

Billetter kan købes på DSB's hjemmeside til udlandsrejser. DSB skriver, at priserne for billetter kommer til at starte ved omkring 450 kroner for en enkeltbillet.

/ritzau/