Det første tunnelelement af Femern Bælt-forbindelsen er på vej til nedsænkningspunktet ud for kysten ved Rødbyhavn på Lolland.

Sådan lyder det fra Sund & Bælt, som står for den danske del af byggeriet, i en pressemeddelelse.

Tunnelelementet er lavet af beton og er det første af 89 tunnelelementer, der kommer til at udgøre den kommende Femern Bælt-forbindelse mellem Danmark og Tyskland.

Det er 217 meter langt og vejer 73.500 ton.

Lasse Vester, vicekontraktdirektør i Sund & Bælt, kalder nedsænkningen for "meget kompleks".

- Elementerne på Femern Bælt-tunnelen er både bredere, tungere og længere end dem, der blev brugt til at bygge Øresundsforbindelsen, og vi kommer til at arbejde på væsentligt dybere vand, siger han i meddelelsen.

Sund & Bælt har tidligere oplyst, at arbejdet kommer til at foregå på en gennemsnitlig vanddybde på 30 meter. Det er dobbelt så dybt som ved Øresundsforbindelsen.

Tunnelelementet indeholder fire rør, som kommer til at huse en motorvej og jernbane.

Det skal ligge i en 18 kilometer lang rende i havbunden mellem Rødbyhavn og Puttgarden i Tyskland.

Mandag klokken 21.00 forlod elementet tunnelfabrikken.

Der er godt to kilometer hen til nedsænkningspunktet, men både transporten og nedsænkningen ventes at vare flere dage.

Elementet bliver transporteret af fem slæbebåde og et specialfartøj, der er bygget specielt til at nedsænke elementet på havbunden.

- Det er en stor opgave med meget lille margin for fejl. Vi skal nedsænke et element, der er lige så langt som to fodboldbaner inden for ganske få millimeter, siger Lasse Vester og tilføjer:

- Det stiller store krav til udstyret og vores entreprenør, og derfor har de forberedt sig på opgaven i lang tid.

Ifølge DR regner Sund & Bælt med, at tunnelelementet er på plads i løbet af onsdag.

Målet var, at Femern Bælt-forbindelsen skulle åbne i 2029. Men projektet er blevet mindst to år forsinket.

Det skyldes, at godkendelsen til specialfartøjet, der skal nedsænke tunnelelementerne, har trukket ud.

/ritzau/