Smitte med coronavirus fortsætter med at florere i stor stil blandt indvandrere.

Blandt andet er det somaliske miljø i Aarhus hårdt ramt.

Men nu kan også libaneserne – som typisk er statsløse palæstinensere – føjes til. Det fremgår af to notater, som er sendt til sundhedsordførerne i Folketinget.

'Der har siden 31. juli, hvor udviklingen tog rigtig fart i antallet af smittede, været mange udbrud i Aarhus. Der har været en stor gruppe med tilhørsforhold til lande uden for Danmark, herunder Somalia og Libanon,' står der i det ene notat, som er udarbejdet af Styrelsen for Patientsikkerhed.

Der er konstateret smitteudbrud i blandt andet Gellerupparken i Aarhus blandt etniske minoriteter.
Der er konstateret smitteudbrud i blandt andet Gellerupparken i Aarhus blandt etniske minoriteter. Foto: Henning Bagger
Vis mere

I det andet notat, som har Statens Serum Institut som afsender, slås det fast, at 70 procent af 756 konstaterede smittetilfælde i uge 32 er konstateret hos personer af anden etnisk herkomst end dansk.

'Stigningen i uge 32 er således i høj grad drevet af smittespredning i Aarhus Kommune, hvor der er mange mindre udbrud og to større smittekæder i somaliske og libanesiske kredse.'

Udviklingen følges tæt af sundhedsmyndighederne, og senest er der indført krav om mundbind i al offentlig transport i Aarhus og Silkeborg.

Notatet fra Styrelsen for Patientsikkerhed nævner også konkrete begivenheder som en stor muslimsk begravelse og eid-fester som mulige smittekilder i Aarhus. Blandt andet har der været en muslimsk begravelse af en somalisk mand med 500 deltagere. Det kan dog, konkluderer styrelsen, ikke forklare den største stigning.

Sundhedsøkonom og professor Jakob Kjellberg fra VIVE siger, at det nu er oplagt at koncentrere indsatsen om de udsatte boligområder.

»Vi ved, at eksempelvis det somaliske og libanesiske miljø holder til i de udsatte boligområder. Derfor giver det mening at lave en koncentreret indsats her,« siger han.

Men der er ingen snuptagsløsninger:

»Der er jo ikke tale om øer. Befolkningen her er også en del af det øvrige samfund, og derfor er det også nødvendigt med lidt bredere tiltag som mundbind, afstand og afspritning af hænder,« siger han.

Aarhus Kommune har valgt at intensivere kontakt og information til foreninger i de pågældende miljøer og inddrage dem i forebyggelsesarbejdet.

Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S), transportminister Benny Engelbrecht (S), direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm, faglig direktør i Statens Serum Institut Kåre Mølbak, konstitueret direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed Anette Lykke Petri og rigspolitichef Thorkild Fogde, under Sundhedsstyrelsen Sundheds- og Ældreministeriets pressebriefing om status for udviklingen i antallet af smittede i Danmark og EU i Eigtveds Pakhus i København mandag 10. august 2020.
Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S), transportminister Benny Engelbrecht (S), direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm, faglig direktør i Statens Serum Institut Kåre Mølbak, konstitueret direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed Anette Lykke Petri og rigspolitichef Thorkild Fogde, under Sundhedsstyrelsen Sundheds- og Ældreministeriets pressebriefing om status for udviklingen i antallet af smittede i Danmark og EU i Eigtveds Pakhus i København mandag 10. august 2020. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Trods den store overvægt blandt smittede indvandrere mener Styrelsen for Patientsikkerhed ikke, at der kan drages nogen konklusioner om bestemte befolkningsgrupper. Blandt andet henvises der til udbrud på blandt andet plejehjem og bosteder.

'Konklusionen er, at der er mange forskellige steder, hvor smitten blusser op, og at det ikke kun er bestemte befolkningsgrupper, der er ramt,' står der i notatet.