Først blev SOS International fyret, nu står de med en stor regning. Firmaet skulle stå for alle kviktest i fire ud af fem regioner, men blev søndag fyret af Region Midt, der står i spidsen for samarbejdet mellem regionerne. Det sker efter bare én uge som leverandør af kviktest, og nu falder regningen for SOS International, der ikke har levet op til opgaven.

»Sådan går det, når man ikke leverer. Vi har fået så mange klager. Når de skulle møde op et sted, så kom de ikke, der var også klager om hygiejne og oplæring. Vi frygtede, det vil være en smittecentral,« siger Dorte Christensen, vicedirektør i Region Midt Indkøb og Medicoteknik.

Regningen, som SOS International helt konkret skal betale, dækker over den nye leverandør, Falck, som skal overtage testarbejdet. Falck er nemlig dyrere end SOS International, og differencen skal SOS International betale.

»Falck er dyrere, og den merudgift, vi får ved at skifte leverandør, påhviler SOS International. For de har skrevet under på en kontrakt, som de ikke kunne leve op til,« siger Dorte Christensen, der af hensyn til et kommende udbud og konkurrence ikke kan oplyse, hvor meget dyrere Falck er.

Det er lidt af en aftale, som SOS International nu ser løbe ud i sandet. B.T. har tidligere kunnet fortælle, at SOS International skulle have et trecifret millionbeløb for varetagelsen af kviktest i de fire regioner.

Og selvom det er Region Midt, der har opsagt samarbejdet på vegne af regionerne, så bliver SOS International ikke kompenseret for det store milliontab.

»De må have tabt mange penge på den aftale her. Det er en stor kontrakt, de har mistet, det må være hårdt for sådan en leverandør. Men det er dem, som ikke har kunnet leve op til deres forpligtelser,« siger vicedirektøren.

SOS International får dog lov til at fortsætte kvikpodningerne i Region Hovedstaden de næste 30 dage. Det skyldes, at der i kontrakten fra start har været en opsigelsesperiode, hvis Region Midt skulle opsige samarbejdet.

At kviktest i Region Nordjylland, Midt og Sjælland skulle stoppe øjeblikkeligt, er SOS International selv gået med til, da de ikke kunne håndtere omfanget.

»De havde fået en for stor opgave, og det synes de også selv. Derfor skal de nu kun koncentrere sig om Hovedstaden. Men jeg føler ikke, jeg bare kan læne mig tibage. Vi følger dem nøje,« siger Dorte Christensen.

Og her kommer SOS International til at tjene lidt, selvom de er blevet fyret for ikke at kunne leve op til kontrakten. De skal nemlig stå for at kvikkeste op imod 41.000 personer om dagen og bliver aflønnet pr. test.

For én test får SOS International 89,40 øre, og de er garanteret en minimumspris for 12.300 test pr. dag. Det betyder altså, at SOS International får minimum 329.886 kroner for 30 dages arbejde, selvom de er fyret.

B.T. har forsøgt at få et interview med SOS International, men de har ikke ønsket at stille op til interview.