Selvskadende adfærd.

Sådan lyder den hårde dom over Danmarks strategi i kampen mod coronavirus fra en af verdens førende viruseksperter, Bruce Aylward.

Han ser til med stor undren, mens det ene europæiske land efter det andet - herunder Danmark - lukker helt ned for samfundet i bestræbelserne på at få brudt smittekæderne.

I stedet burde vi have gjort som kineserne og sydkoreanerne, fortæller Bruce Aylward, som er Verdenssundhedsorganisationen WHO’s seniorrådgiver i epidemier, til POV International.

For her fik man faktisk bugt med smittespredning uden at lukke helt ned for samfundene.

Jo, flere kinesiske storbyer som Wuhan og Guangdong blev lukket ned, men slet ikke hele Kina. Og ikke nok med det; det var faktisk slet ikke nedlukningen af dele af samfundet, der gjorde forskellen.

Det var derimod den effektive opsporing af de syge og deres tætte kontakter, om hurtigt blev isoleret fra resten af samfundet, påpeger Aylward

Resultatet er, at lidt over 81.000 kinesere er blevet testet positive for sygdommen ifølge de officielle tal.

Det svarer til 0,006 procent af befolkningen - et helt andet tal end de 10 procent af danskerne, som Sundhedsstyrelsen forventer vil blive smittet. Et betydeligt mørketal af smittede, som ikke udvikler alvorlige symptomer, er dog medregnet i dette tal - i modsætning til de officielle tal fra Kina.

Men selvom vi er gået mere drastisk til værks end kineserne bremser vores tilgang ifølge Ayward ikke smittespredningen:

»Hvad sker der om nogle uger, når befolkningerne og økonomien ikke kan holde til de her foranstaltninger? Så styrter alle ud, og så er der stadig ikke styr på smitten,« siger Bruce Aylward til POV International og fortsætter:

»Vi skal have brudt smittekæderne, og det gøres ved at sætte ind, der hvor smitten er, i stedet for at prøve at sætte ind mod alt muligt usynligt. Fokuser på det, man kan opdage: De syge og deres kontakter.«

Det er ikke første gang, WHO undsiger den danske strategi.

»Den mest effektive måde at forebygge infektioner og redde liv på er at bryde smittekæderne. Og for at gøre det må man teste og isolere,« sagde generaldirektør Tedros Adhanom Ghebreyesus på et pressemøde den 16. marts, hvor Danmark var gået over til primært at teste smittede med alvorlige symptomer.

»Vi kan ikke stoppe denne pandemi, hvis vi ikke ved, hvem der er smittet. Vi har et simpelt budskab til alle lande: Test, test, test. Test alle mistænkte tilfælde,« fortsatte han.

Mandag annoncerede statsminister Mette Frederiksen (S), at lukningen af det danske samfund forlænges med foreløbig to uger til den 13. april.