Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Forestil dig en nyfødt baby, der efter få døgn spiser fast føde, går og svømmer.

Det vil formentlig lette arbejdet for nybagte forældre, men vedblive en drøm. Det er dog naturens fascinerede gang for flodsvineparret i Odense Zoo, der forleden satte fire flodsvineunger i verden. Og på trods af navnet er de ret nuttede.

»De er jo super fine og færdige, sådan nogle flodsvineunger,« siger zoolog og vicedirektør i Odense Zoo Nina Collatz Christensen.

De fire unger blev opdaget mandag 17. januar, dagen efter genåbningen af de coronanedlukkede kulturtilbud – så som zoologiske haver – i Danmark.

»De er født uden for Zoos åbningstid, så vi ved ikke præcis, hvornår de født, men mellem søndag og mandag. Det er meget sjældent, at vi går ind og blander os i dyrenes fødsler,« siger vicedirektøren.

Flodsvinet er dyrerigets største gnaver og i familie med gnavere som mus og rotter, men er mest beslægtet med marsvin, som mange har eller har haft som kæledyr derhjemme.

»Det er fascinerende, at de kan alt selv lige fra starten. De kan spise gulerødder og gnave fra grene fra starten i modsætning til rotter, hvor ungerne er små og nøgne og skal fodres den første tid,« siger den begejstrede vicedirektør.

Hun understreger dog, at de små og næsten færdigbagte flodsvin ikke kan klare sig uden deres mor i starten.

»Det er dog ingenting i forhold til chimpansen, som hænger i mors skørter i op til fem år,« forklarer Nina Collatz Christensen.

I videoen over artiklen, hvor ungerne går rundt og bader, er de kun få dage gamle, ifølge vicedirektøren.

Odense Zoo vil nu se tiden an og overveje, om flodsvinefamilien kan forblive sammen. Dyrene er dog kendt for deres aggressivitet, så det kan være, at ungerne skal videre til andre zoologiske haver, når de bliver kønsmodne. Ungernes mor og far kommer selv henholdsvis fra en zoologiske have i Belgien og Frankrig.

Flodsvineneparret og deres unger kan dog med sikkerhed ses i havens sydamerikanske hus den næste tid, forsikrer Nina Collatz Christensen.

Andre læser også