Det hører til sjældenhederne, at en frø får sneget sig med i den takeaway, der bliver leveret til kunderne.

Faktisk er det næsten en underdrivelse at bruge vendingen 'hører til sjældenhederne'. I hvert fald hvis du spørger Susanne Frandsen, der er sektionsleder i Fødevare NordØst.

Og eftersom hun har arbejdet med fødevarekontrol i over 30 år, har hun noget at have det i:

»Jeg har aldrig oplevet noget lignende, og jeg er aldrig stødt på det. Det er meget sjældent.«

»Vi ser snegle og insekter, som følger med salaten. Men ikke frøer.«

Ikke desto mindre var det en frø, som sad i den takeaway, som Kasper Hansen bestilte 3. september hos Caspars Urban Street Food i det centrale Aalborg.

B.T. har været i kontakt med Kasper Hansen, men han ønsker ikke at udtale sig om hændelsen. Ejeren af Caspars, Xuan Thanh Ngo, fortæller imidlertid til B.T., at han beklager den ulækre oplevelse dybt.

»Det er jo i sidste ende vores ansvar. Vi ved ikke, hvordan det kan ske. Det er jo ikke vores hensigt, at den slags skal ske,« siger han.

Han forklarer, at frøen sandsynligvis er kommet ind på restauranten med noget babysalat fra deres leverandør. Babysalaten bliver dyrket på en åben mark, hvorefter den bliver vasket og sorteret for dyr og andre ting, der ikke skal være deri. Og den forklaring lyder meget rigtig, hvis man spørger Susanne Frandsen:

»Det lyder i hvert fald meget sandsynligt, men selvfølgelig burde den have været skyllet grundigere.«

Adspurgt om, hvorvidt det ville have medført en sundhedsrisiko at spise frøen, må Susanne Frandsen være svar skyldig:

»Det ved jeg simpelthen ikke, for det er ikke noget, vi før har oplevet, og ingen har derfor lavet en sundhedsrisikovurdering. Ingen spiser jo levende frøer.«

»Det, der kommer fra markerne, medfører dog ikke de store risici, hvis bare det bliver vasket.«

Men den proces har tydeligvis slået fejl i det pågældende tilfælde, erkender Xuan Thanh Ngo:

»Det kan man godt sige i det her tilfælde. Når vi vasker vores grøntsager, mærker vi mere efter, så vi ikke overser den slags igen. Det kommer ikke til at gentage sig, det er vi ret sikre på.«

Susanne Frandsen oplyser desuden, at når lignende tilfælde bliver anmeldt, vil det ofte medføre et kontrolbesøg. Om det sker i det pågældende tilfælde, er for tidligt at sige, da der ikke ligger en konkret anmeldelse.

Men nu har man fået en viden om det i hvert fald, slutter hun.

Efter hændelsen har restauranten været i kontakt med Kasper Hansen om baggrunden for fejlen:

»Og så har vi beklaget mange gange over for kunden og givet ham pengene tilbage,« siger restaurantejeren.