Ingefærshot er de seneste år blevet meget populære og fremføres ofte som noget nær et vidundermiddel, der kan afhjælpe alverdens sundhedskvaler – blandt andet morgenkvalme hos gravide.

Men nu er det slut for gravide. Fødevarestyrelsen går nemlig ud med en decideret advarsel mod de populære shot, hvis du har en baby i maven.

Det sker, efter DTU Fødevareinstituttet har foretaget en række test af ingefær for Fødevarestyrelsen.

Resultaterne får Fødevarestyrelsen til at råbe vagt i gevær.

For meget ingefær kan føre til abort, viser en undersøgelse fra DTU Fødevareinstituttet.
For meget ingefær kan føre til abort, viser en undersøgelse fra DTU Fødevareinstituttet. Katrine Damkjær

'Årsagen er, at rotteforsøg viser, at et stort indtag af ingefær kan øge risikoen for abort. Undersøgelsen siger dog ikke noget om, hvilke indholdsstoffer det er i ingefær, som påvirker graviditeten,' skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

Selvom undersøgelserne ikke konkret peger på, hvad det er i ingefær, der øger risikoen for abort, gør Fødevarestyrelsen kort proces:

'Fødevarestyrelsen anbefaler derfor, at man ikke indtager ingefærshot eller kosttilskud med ingefær, hvis man er gravid eller prøver på at blive det,' skriver Fødevarestyrelsen i pressemeddelelsen.

Fødevarestyrelsen skriver dog samtidig, at man som gravid godt kan bruge ingefær som krydderi til maden – det skal bare ikke indtages i for store mængder.